Et spadestik til autofagskolen

3. december 2009
Et spadestik til autofagskolen

I løbet af nogle måneder får flere uddannelsesafdelinger på Randers Tekniske Skole travlt med at pakke sammen – og pakke ud igen et nyt sted: Skolen har gennem længere tid arbejdet på en omrokering, der gerne skulle resultere i bedre faciliteter og en større sammenhæng mellem uddannelserne.

Det er selvfølgelig sat i gang, fordi vi gerne vil have bedre og mere tidssvarende rammer. Men den direkte anledning er, at vi i Randers går fra fire adresser til to: Fremover er vi på Vester Allé 26 og Blommevej 40, forklarer skolens direktør Lars Michael Madsen.

Blommevej 50, der indtil nu bl.a. har huset el-uddannelser og dele af tømreruddannelsen, er solgt til Randers Kommune, og fodterapeutuddannelsen kan ikke længere blive i de hidtidige lokaler på Randers Centralsygehus. Og da der ikke var plads til alle uddannelser på de to tilbageværende adresser, har Randers Tekniske Skole købt et areal ved siden af Blommevej 40. Her opføres nu et godt 3100 kvadratmeter stort byggeri, så autofagskolen – hvor mekanikerne uddannes – til næste år kan flytte fra Vester Allé.

Det er d.a.i arkitekter og ingeniører der sammen med skolen har udtænkt indretning af de nye undervisningsfaciliteter. Den overordnede idé har været, at opføre en bygning for Randers Tekniske Skoles autofagskole, som både visuelt og funktionelt vil være en nydelse og fornøjelse at benytte i den daglige brug nu og i mange år fremover for både elever og lærere.

Der er derfor lavet en planløsning med en logistik, hvor der er stor gennemskuelighed, korte interne afstande, minimale gangarealer og en rimelig stor grad af fleksibilitet. Bygningen bliver let aflæselig, man ved straks hvor værkstederne, teoridelen og kontordelen ligger. De forskellige funktioner ligger logisk i forhold til hinanden, og teorilokalerne ligger i direkte forbindelse med værkstederne med direkte visuel kontakt gennem glas. Dette giver samtidig behagelige rum som får direkte eller indirekte dagslys fra flere steder.

Værkstederne opføres mod nord med gode adkomstmuligheder for biler gennem store porte, som sammen med vinduesbåndet og ovenlysvinduerne vil give nogle lyse og behagelige arbejdsforhold. Hallen som indeholder værkstedsdelen opføres i koksgrå glatte betonelementer og vil få frihøjde på fire meter. Teori- og kontordelen ligger som en lavere bygning direkte på hallen mod syd. Facaderne er i en variation af sorte metalsinusplader og antracit indfarvet fibercementplader.

De nye rammer giver langt større fleksibilitet og flere muligheder. Også for lærerne, som til gavn for eleverne får bedre arbejdsforhold til at udfolde pædagogikken i, siger Lars Michael Madsen.

Det er meget populært at uddanne sig til automekaniker på Randers Tekniske Skole. 90 elever begyndte på uddannelsen i august, slår direktøren fast.

Til sommer forventes byggeriet klar til brug. Herefter skal de gamle lokaler på Vester Allé renoveres og tilpasses nye beboere, bl.a. flytter fodterapeuterne ind i den tidligere autoafdeling.
Det har været lidt af en kabale at få til at gå op. Men vi glæder os til at få samlet uddannelserne på de to adresser og til at kunne tilbyde elever og lærere bedre og moderne undervisningsfaciliteter, slutter Lars Michael Madsen.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.