Debat
Debatindlæg: Et nært sundhedsvæsen kræver lokale stemmer i regionsrådet
Af Henrik Gottlieb Hansen, afgående regionsrådsmedlem i Region Midtjylland (S) og Michele Offenbach Holm, kandidat til Regionsrådsvalget (S)
Med den nye sundhedsreform reduceres Regionsrådet i Region Midtjylland fra 41 til 31 medlemmer. Færre pladser betyder mindre chance for, at Randers får en lokal repræsentant ved bordet, når beslutningerne om vores lokale sundhedsvæsen skal træffes. Derfor er det vigtigere end nogensinde at stemme personligt ved regionsrådsvalget på tirsdag.
Randers har brug for lokal repræsentation – især fordi:
- Vores hospital mangler finansiering til renovering
I 2026 igangsættes nybyggeri på vores lokale hospital for over én milliard kroner. Den ældste del af hospitalet, som er fra 1954, mangler fortsat midler til en nødvendig renovering. Pengene skal findes i den nye sundhedsfond, og det kræver lokale kræfter, som kan sikre, at pengene prioriteres til vores område.
- Flere børn og unge skal hjælpes ud af mistrivsel
Ventetiderne i børne- og ungepsykiatrien er for lange, og mange får ikke den hjælp, de behøver. De skal sikres hurtig adgang til udredning og behandling. I dag står alt for mange uden et ordentligt tilbud – de mister skolegang, og forældre må tage orlov eller helt opgive deres arbejde. Derfor skal samarbejdet mellem region og kommune styrkes, så der kan sættes tidligere og mere helhedsorienteret ind, så flere børn og unge igen kan blive en del af fællesskabet.
Samtidig skal voksenpsykiatrien løftes. Regionspsykiatrien i Randers får nye sengestuer, men der er behov for flere medarbejdere, så ventetiderne kan nedbringes og kvaliteten styrkes.
- Vi skal have hurtigere akutberedskab
I hele Region Midtjylland tager det længst tid at få en ambulance til Havndal – og det er ikke holdbart. Ambulancerne skal nå frem til tiden i hele vores område, og det kræver politikere, der kender vores lokale udfordringer og som vil arbejder for, at vi altid sikres god behandling tæt på.
En stærk lokal stemme gør forskellen
Der er brug for lokale stemmer i regionsrådet, som kan arbejde for, at Randers og omegn fortsat fastholder og udvikler et sundhedsvæsen, som tager udgangspunkt i vores hverdag. Det er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt – og kun sådan kan vi sikre, at Randers fortsat har en stærk stemme i regionsrådet, der kæmper for et nært og trygt sundhedsvæsen tæt på os. Derfor – stem personligt på en lokal kandidat.
Læs også: