

Er der fejl i din udbetaling fra Randers Kommune fra december måned?
RandersMandag 18. januar 2021 kl. 11:00

Arkiv billede |
Omkring 315 borgere har ikke fået udbetalt korrekt ydelse for december måned. Det skyldes udfordringer med Ydelseskontorets nye udbetalingssystem. Ydelseskontoret forsøger at finde en løsning for udbetaling hurtigst muligt.
Det har endnu ikke været muligt for leverandøren af Randers Kommunes nye IT-udbetalingssystem, Kombit, at finde en løsning på den manglende udbetaling af skattefradrag for kontanthjælpslignende ydelser for december måned. Derfor arbejder Ydelseskontoret nu på at kortlægge de manglende udbetalinger, så de kan havne hos de berørte borgere hurtigst muligt.
Finder andre løsninger
"Vi er meget kede af, at vi oplever problemer med vores nye IT-system, for det betyder, at nogle borgere ikke har modtaget deres fulde ydelser for december. Vi var først blevet oplyst om, at vores leverandør ville have en løsning på problemet medio januar, hvilket vi har orienteret vores borgere om. Vi har dog nu fået oplyst, at det alligevel ikke er muligt for leverandøren at levere den lovede løsning. Ydelseskontoret er derfor gået i gang med at afsøge andre muligheder for udbetaling" forklarer Sasia Rosenkilde Jeppesen, afdelingsleder i Ydelseskontoret.
Det vides endnu ikke om eller hvornår beløbet svarende skattefradraget kan sendes til udbetaling.
"Det er vores højeste prioritet at finde en løsning, så pengene bliver udbetalt hurtigst muligt, og vi beklager til alle de borgere, som er berørte af dette," siger Sasia Rosenkilde Jeppesen.
Omkring 13 kommuner anvender systemet og er ramt af udfordringerne med udbetaling af skattefradrag for december.
Kontakt ydelseskontoret
Du kan kontakte Ydelseskontoret mandag-tirsdag kl. 10.00 - kl. 12.00 og torsdag-fredag kl. 10.00 - kl. 12.00 på 89 15 15 15.
© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Randers