Nyheder
Enklere servicemål skal sikre, at de mest syge patienter får hurtigst hjælp
Behandling starter når hjælpen når frem
Region Midtjylland får fremover to politiske servicemål for såkaldte responstider, den tid ambulancer, lægebiler og akuthelikoptere er om at nå frem med hjælp til akut syge og tilskadekomne. De nye mål afløser 11 hidtidige mål for såkaldte A, B, C og D-kørsler.
– Når liv er i fare og hjælpen for alvor haster, rykker den præhospitale hjælp ud så hurtigt som overhovedet muligt. Det mål gælder både nu og fremover. Med to enkle mål sikrer vi personalet mulighed for at prioritere de mest syge før alle andre, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Hjælpen til akut hastende og livstruende syge, såkaldte A-kørsler, skal nå frem inden for 15 minutter i 92 % af alle udrykninger.
Målet er uændret i Region Midtjylland og på niveau med målene i andre regioner.
Presset på sundhedsvæsnet med flere syge, klemt økonomi og rekrutteringsudfordringer opleves også i Præhospitalet, der sørger for før-hospital-hjælp til akut syge.
– Akuthjælpen er markant ændret. Når hjælpen når frem, går behandlingen i gang. Den fortsætter til patienten er overdraget til hospitalsbehandling eller færdigbehandlet hjemme. Derfor er ambulancerne længere tid om opgaverne og prioritering er nødvendig for at skabe balance mellem opgaver og ressourcer, siger Else Søjmark (S), formand for Nære Sundhedstilbud.
For såkaldte B-kørsler, hvor menneskeliv ikke er i fare, skal hjælpen i 85 % af alle udrykninger være fremme inden for 30 minutter.
De nye servicemål træder i kraft til efteråret.
Udvalget for Nære Sundhedstilbud vil hvert halve år fremover få en status på Præhospitalets overholdelse af servicemålene.
Læs også: