Alarm 112

Enkelte personer anholdt i forbindelse med demonstration i Lystrup

Redaktion
Af Redaktion 12. marts 2024

En gruppe på omkring 30 personer mødte tidligt tirsdag morgen op ved virksomheden Terma i Lystrup for at afholde en demonstration.

Østjyllands Politi var allerede til stede, da demonstranterne ankom, og demonstranterne blokerede derfor ikke indgangene til virksomheden, som det var tilfældet mandag morgen ved samme virksomhed, hvor politiet måtte skride ind for at få dem fjernet.

Efter lidt tid bevægede demonstranterne sig ud på vejen og gik ned mod Lystrup Station, hvor de efterfølgende tog letbanetoget væk derfra i retning mod Aarhus.

Undervejs på turen til stationen var der nogle enkelte demonstranter, der gentagne gange nægtede at følge politiets anvisninger og skabte uro. Fire personer blev anholdt tre af dem blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen, mens en enkelt blev sigtet for forsøg på vold mod en polititjenestemand.

Derudover blev en enkelt demonstrant frihedsberøvet for at sikre ro og orden på stedet.

Mandag blev i alt to personer anholdt, en sigtet for hærværk og en for ikke at ville oplyse sit navn til politiet. En tredje person blev også sigtet for hærværk, men ikke anholdt.