Alarm 112

Endnu en sag med hvor en ældre blev franarret kreditkort og smykker: Udgav sig for at være bank og politi

En 86-årig kvinde fra Randers blev tirsdag udsat for et udspekuleret svindelnummer, da falske bank- og politifolk narrede hende til at udlevere både kreditkort og smykker.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. oktober 2025

Ifølge politiet blev kvinden først kontaktet telefonisk af en person, der udgav sig for at være fra hendes bank. Den falske bankmand spurgte ind til hendes konti og kortoplysninger. Kort efter ringede endnu en mand, som sagde, at han kom fra politiet. Han fortalte, at politiet var i gang med en efterforskning, hvor kriminelle forsøgte at få fat i hendes penge og værdigenstande.

Den falske betjent oplyste, at han ville sende en kollega ud for at hente kvindens kreditkort og smykker, så de kunne “sikres”. Da manden kort tid efter dukkede op på adressen, overgav kvinden sine ting i god tro. Først senere, efter en samtale med en bekendt, gik det op for hende, at hun var blevet snydt – og at der allerede var hævet penge fra hendes konto.

Politiet: Ring aldrig oplysninger ind

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen for at finde frem til gerningsmændene. Samtidig udsender politiet en klar advarsel:

Hverken politi eller bank vil ringe og bede om kode eller kontooplysninger, og de sender ikke nogen ud på adressen for at afhente kort eller værdigenstande,” understreger politiet.

Hvis man bliver ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra politiet, og man er i tvivl om ægtheden, anbefaler politiet, at man lægger røret på og selv ringer til politiets hovednummer for at bekræfte identiteten.

Læs også: Tillid bliver til trick: Kriminelle presser sig ind i danskernes hjem

Tal med dine ældre

Politiet opfordrer desuden pårørende til at tage en snak med ældre familiemedlemmer om risikoen for denne type svindel.

”Vær kritisk, hvis ’banken’ eller ’politiet’ ringer,” lyder rådet fra Østjyllands Politi.

En del lignende sager er tidligere set i lokalområdet, hvor både Randers og Mariagerfjord ramt i større stil, hvor svindlere udgiver sig for at ville hjælpe – men i stedet går fra stedet med ofrenes penge og værdier.