Nyheder
En sjælden verdensnyhed er blevet født i Randers Regnskov
Kun få i Europa – Randers har det eneste ynglende par
En lille, men stor nyhed har set dagens lys i Randers Regnskov. Den 8. oktober blev en blå dykkerantilope – en af verdens mindste antilopearter – født i den tropiske regnskov midt i Randers. Der findes blot omkring 11 individer i europæiske zoologiske haver, og kun ét par yngler i øjeblikket – netop det par, der bor i Randers.
Første unge nogensinde i Randers Regnskov
Dyrepasserne i Randers Regnskov har de seneste dage haft svært ved at skjule begejstringen. For første gang nogensinde er de blå dykkerantiloper blevet forældre, og ungen trives.
”Vi kan næsten ikke få armene ned over, at vores blå dykkerantiloper er blevet forældre til den fineste, livlige lille unge,” lyder det fra Randers Regnskov, der har holdt den glade nyhed hemmelig siden fødslen for at give den lille familie fred og ro.
Ungen er nu 8 dage gammel, men er endnu ikke blevet vejet. Dyrepasserne vurderer dog, at alt tyder på, at den udvikler sig som den skal.
Læs også:
En af verdens mindste antiloper
Den blå dykkerantilope, med det latinske navn Cephalophus monticola, bliver som voksen blot omkring 35 centimeter høj og vejer mellem 4 og 10 kilo. Det gør arten til en af verdens mindste antiloper.
Når den føler sig truet, vælger den ikke at flygte, men i stedet at ”dykke” ned i vegetationen for at skjule sig – en adfærd, der har givet arten sit navn. Pelsen har en blålig nuance, og både hanner og hunner har små spidse horn.
Dyret lever naturligt i Afrikas regnskove og ernærer sig primært af planter og frugter, men kan også finde på at spise snegle, insekter eller fugleæg.
Sjælden art med behov for beskyttelse
I hjemlandet jages dykkerantiloperne af lokale befolkninger, som sætter fælder i skovene. Huden, hornene og kødet sælges på markeder, hvilket gør arten sårbar.
I Randers Regnskov får den lille familie nu lov til at vokse i fred – foreløbigt uden offentlig adgang. Når tiden er inde, håber personalet dog at kunne præsentere den lille ny for de besøgende.
Randers Regnskov oplyser, at dykkerantiloperne ikke er i udstillingen for tiden, da mor, far og unge skal have ro i den første tid.
Læs også: