Når man har knoklet hele sit liv og betalt sin skat, fortjener man at får den hjælp, man har behov for, når man bliver gammel. Desværre er det flere steder i dag langt fra tilfældet, selvom det burde være en selvfølgelighed.
Der kommer flere og flere ældre, og der mangler personale, flere midler, og der er tilsyneladende ikke plejehjemspladser nok, til dem der har brug for det. For eksempel har der været et skrækeksempel fremme i medierne, med 91-årige Carl Christensen der døde, efter at han gang på gang havde fået afslag på en plejehjemsplads. Det er en frygtelig historie, og jeg tror den ramte os alle. Jeg kan desværre bare frygte for, at det ikke er den eneste historie i Danmark af sin slags. Det er jo frygteligt, at historier som denne finder sted i Danmark, hvor mange politikere ellers ikke har problemer med at finde økonomi til de migranter, der er kommet til vores land. Jeg tror at mange danskere, ligesom jeg selv, ville ønske at flere danske politikere ville arbejde lige så hårdt for vores ældre medborgere, som nogle politikere gør for migranter. Tag bare her i Randers Kommune, hvor jeg som byrådsmedlem gang på gang har kæmpet for at flytte penge fra udlændingeområdet til blandt andet ældreområdet. Desværre er det tit en kamp uden held, da mange danske politikere ikke vil spare på udlændingeområdet, for at bruge pengene på eksempelvis ældreområdet. Men det skal være slut, for der er hårdt brug for flere midler til vores ældre, og pengene kan sagtens tages fra udlændingeområdet. Derfor vil jeg, hvis jeg bliver valgt til Folketinget, arbejde benhårdt for besparelser på udlændingeområdet, og øremærke de penge direkte til kernevelfærd.
Så kom på banen SF, Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten og dele af socialdemokratiet. Hvor vil i finde pengene til velfærd, når i ikke vil tage dem fra velfærdsmigranter og udlændingeområdet?
Helt generelt vil jeg, hvis jeg bliver valgt til Folketinget, arbejde for, at der sker store ændringer i vores fordelingspolitik her i Danmark. For hvordan kan man regne med, at folk vil betale halvdelen af deres løn i skat hele livet, hvis ikke de kan få hjælp når de er gamle, og har brug for det? Jeg mener, at vi skal tage hånd om vores ældre medborgere, og investere i kernevelfærd.
En god start er, at indføre et retskrav der sikrer, at ældre over 80 år kan få en plejehjemsplads. Jeg er stolt af, at det er en af vores mærkesager i Dansk Folkeparti, og vi kommer til at kæmpe benhårdt for det efter valget. Det er vores ældre medborgere, der har skabt det samfund vi nyder godt af i dag, og det er en skandale, at mange ældre ikke får den hjælp, de har brug for. Allerede i byrådet har jeg været med til at kæmpe for 10 millioner kroner til ældreområdet, og hvis jeg bliver valgt til Folketinget, vil jeg fortsætte kampen for vores ældre. Det fortjener de! Det handler om sikkerhed og tryghed.
Læs også: