En fantastisk nyhed for Randers

24. oktober 2009

“Det er en fantastisk nyhed for Randers og hele Djursland. Jeg har kæmpet for det nordlige hængsel i mange år, så det er glædeligt, at det endelig er lykkedes.” Sådan siger Venstres borgmesterkandidat, Anders Buhl-Christensen efter nyheden om, at finansieringen af det nordlige hængsel kom med i en ny bred trafikpolitisk aftale, der blev indgået…

“Det er en fantastisk nyhed for Randers og hele Djursland. Jeg har kæmpet for det nordlige hængsel i mange år, så det er glædeligt, at det endelig er lykkedes.”

Sådan siger Venstres borgmesterkandidat, Anders Buhl-Christensen efter nyheden om, at finansieringen af det nordlige hængsel kom med i en ny bred trafikpolitisk aftale, der blev indgået i går.

Siden han var borgmester i Nørhald Kommune har Anders Buhl-Christensen brugt tid, kræfter og al sin indflydelse på at få det nordlige hængsel med i en trafikpolitisk aftale. Og nu lykkedes det altså med blandt andet Venstres lokale folketingsmedlem, Michael Aastrup Jensen, i spidsen.

“Det nordlige hængsel er forudsætningen for udvikling af ikke bare Randers men store dele af Djursland. Det åbner muligheden for at køre direkte fra E45 og ud til omfartsvejen ved Assentoft. Dermed bliver Grenaa-vejen til Randers kraftigt aflastet. Og det er tiltrængt i dag holder bilerne i 10-12 kilometer lange køer og skal snegle sig igennem fem lyskryds i udkanten af Randers,” siger Anders Buhl-Christensen, som mener, det vil gavne både de nye Randers-udstykninger ved Romalt og hele Djursland generelt.

“Men lige så vigtigt er det, at det nordlige hængsel er forudsætningen for, at vi kan komme videre med vores arbejde med Tjæreby-linjen. I budget 2010 fik Venstre afsat penge til det indledende arbejde i et OPP-projekt omkring netop Tjæreby-linjen, som Venstre allerede i maj 2008 bragte på bane. Så nu begynder tingene endelig at hænge sammen, når vi taler infrastruktur i Randers,” siger Anders Buhl-Christensen, der lige nu kun kan få øje på ét problem i den sammenhæng:

“Det lille røde flertal i byrådet mangler vilje til at arbejde for en bedre infrastruktur. I budgetforhandlingerne kunne vi ikke overtale Socialdemokraterne til at afsætte de nødvendige midler til området. Men vi håber og tror på, at vi kan sikre et flertal for en sund udvikling af Randers i næste valgperiode,” siger han.