Nyheder
Elgiganten træder ind på markedet for salg af brugte hårde-hvidevarer
For bare få måneder siden lancerede Elgiganten Ny Start et koncept, der indtil i dag har dækket over salg af brugte telefoner. Nu er elektronikkæden klar til at udvide med salg af bruge hårde-hvidevarer.
Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten er begejstret:
Vi har oplevet en stigende interesse for grønnere alternativer fra vores kunder. Både produkter, der kan repareres samt brugt elektronik og hårde-hvidevarer har været efterspurgt. Derfor er det kun naturligt at efterkomme denne efterspørgsel. Men også fordi vi mener, at det er det rigtige at gøre. Kloden er ved at løbe tør for sparsomme ressourcer og som markedsleder, har vi derfor et ansvar for at indsamle, genanvende og reparere, hvad vi kan.
Med en årlig indsamling af mere end 30.000 tons elektronikskrot på koncernniveau, er Elgiganten den største aktør indenfor elektronikaffald i Norden. Alle kasserede produkter som indsamles, bliver enten sat i stand igen, genanvendt eller genbrugt. Men meget gammel elektronik ligger fortsat og samler støv i danskernes skuffer og skabe. Noget Peder Stedal håber vil ændre sig:
Alle kunder kan komme forbi vores varehuse og indlevere udtjent elektronik, hvad end det er et TV, en laptop eller en telefon. Det behøver end ikke at være købt i Elgiganten. Med vores gode erfaring, rutiner og processer står vi klar til at tage imod al elektronik og sikre, at produkterne enten får nyt liv, bliver genbrugt eller genanvendt i nye produkter.
Nyt liv til hårde-hvidevarer – med garanti
De hårde-hvidevarer som sælges brugt, kommer blandt andet fra Elgigantens egen indsamling af elektronikaffald, som hentes af samarbejdspartneren Recirk. Produkterne repareres, nulstilles, testes og rengøres før de sættes til salg online. De kan endda leveres til døren og kommer alle med to års garanti.
Kunder skal føle sig trygge ved at købe brugt, mener Peder Stedal:
Som markedsleder har Elgiganten et stort ansvar, og vi arbejder derfor målrettet for at gøre det lettere for vores kunder at træffe mere bæredygtige valg ved at fremme produkter med lang levetid, tilbyde reparation og mulighed for at indlevere elektronikskrot til genanvendelse. Vi er derfor meget tilfredse med vores nyeste skud på stammen, der giver vores kunder endnu flere muligheder for at købe brugte produkter online. Endda med to års garanti, som gør det både enkelt og mere trygt. Det er jeg sikker på, at vores kunder vil værdsætte.