Foredrag ved spændende personligheder som journalist/forfatter/udviklingskonsulent Knud Vilby og iværksætter Lars Bendix fra Randers samt film som Al Gores kontroversielle dokumentarfilm En ubekvem sandhed om klimaproblemer og den prisbelønnede, amerikansk/mexicanske spillefilm Babel.
Alt dette indgår i en række inspirerende temadage på Handelsgymnasiet Minerva, Rådmands Boulevard, i denne uge. Temadagene er led i Det internationale Område på handelsgymnasiets 3. år og gennemføres i år for tredje gang. Det overordnede emne i det flerfaglige forløb er Mennesket i den globale verden.
“Formålet med temadagene er at give eleverne en række spændende input fra det kulturelt globale samfund”, siger uddannelseschef Ann Taul Andersen, men – fortsætter hun – “vi vil også give eleverne en forsmag på, hvad de kommer ud for, når de efter gymnasiet skal læse videre. Vi vil behandle dem som studerende, og de skal også opføre sig som studerende. Fx tage noter under foredragene og læse supplerende materiale. De skal arbejde selvstændigt og det, de hører og læser, skal de kunne sætte ind i et større perspektiv”.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.