Grønland har fået sine første serviceøkonomer. Det første hold med speciale i turisme har i november 2009 færdiggjort en toårig videregående uddannelse som serviceøkonom fra handelsskolen i den sydgrønlandske by Qaqortoq.
Uddannelsen af de nye, grønlandske serviceøkonomer er foregået i tæt samarbejde med Erhvervsakademi Dania og viser, at Dania tager sit globale ansvar alvorligt. Erhvervsakademi Dania, Minerva Randers, har bl.a. været med til at udforme den lokale studieordning for serviceøkonomuddannelsen, har stået for vejledning af underviserne og leveret censorer til eksamenerne på den grønlandske handelsskole.
De nyuddannede grønlandske serviceøkonomer er Regine Therkelsen, Aqqalu Clasen Jerimiassen, Daniel Skifte, Larseeraq Berthelsen og Hans Peder Kirkegaard.
Regine og Hans Peder, der begge scorede topkarakterer i deres afsluttende eksamensprojekter, vil senere læse videre. Daniel og Larseeraq planlægger at starte egen virksomhed. Alle fem har som led i uddannelsen været i praktik i turismevirksomheder på Grønland i to gange tre måneder.
Interesseret i krydstogtbranchen
26-årige Regine er født og opvokset i Grønland. Hun skrev eksamensopgave om krydstogtbranchen, mere specifikt om Grønland som destination og om det norske luksuskrydstogtskib MS Fram, hvor Regine var i praktik. Desuden har hun været i praktik i virksomheden Destination Disko, der arbejder med turismeudvikling i Nordgrønland.
Krydstogtbranchen er meget spændende. Den branche vil jeg gerne arbejde inden for og gerne noget med events, men forinden vil jeg videreuddanne mig. Jeg planlægger efter sommerferien at tage en bachelor i serviceøkonomi og turisme i Australien, men pt. søger jeg et job her i Grønland, siger Regine. Hun bor i Ilulissat ved Diskobugten en by med 4500 indbyggere og mere end 3500 slædehunde.
Regine synes, at serviceøkonom med speciale i turisme er en god uddannelse, og hun var også glad for at få nye venner blandt de øvrige grønlandske studerende.
Uddannelse til nordisk og arktisk turisme
Den grønlandske serviceøkonomuddannelse startede i 2007 i Qaqortoq – en uddannelsesby i Sydgrønland med godt 3200 indbyggere.
Erhvervsakademi Dania har været med på sidelinjen under hele forløbet for at yde vejledning og for at sikre, at serviceøkonom-uddannelsen på Grønland har samme faglige niveau som i Danmark, siger lektor Anton Christensen, Erhvervsakademi Dania, Minerva Randers. Han har været kontaktperson for underviserne og for områdeleder Henrik E. Nielsen på serviceøkonomuddannelsen i Grønland.
Anton Christensen, der i mange år har været engageret i Danias nordiske samarbejde omkring uddannelsesudvikling i forbindelse med nordisk og arktisk turisme, tilføjer:
Det har været spændende at følge det grønlandske projekt og fungere som sparringspartner for underviserne i Grønland. De har også haft udbytte af det nordiske netværk, der omfatter samarbejdsskoler i Norge, Island, Finland, Sverige og Litauen, og som den grønlandske handelsskole nu er blevet en del af.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.