Nyheder

Efterlad aldrig din hund i en kold bil

Temperaturen falder hurtigt – også inde i bilen

Søren Greve
Af Søren Greve 25. november 2025

Flere hunde efterlades i kolde biler om vinteren

Mens de fleste hundeejere er opmærksomme på faren ved at efterlade hunden i en varm bil om sommeren, er risikoen om vinteren mindst lige så alvorlig. Når temperaturen nærmer sig frysepunktet, bliver en parkeret bil hurtigt iskold, og det kan få alvorlige konsekvenser for hundens helbred.

Hver vinter modtager Dyrenes Beskyttelse henvendelser fra borgere, der har set hunde sidde alene i kolde biler. I 2024 registrerede organisationens Vagtcentral 1812 hele 70 opkald om hunde efterladt i frostkoldt vejr – en tydelig stigning fra 52 opkald året før.

Hypotermi kan være livstruende

Stigningen bekymrer Dyrenes Beskyttelse. Ifølge familiedyrschef Jens Jokumsen kan selv kort tid i en kold bil være farligt.

“Det er opsigtsvækkende, at vi ser så tydelig en stigning. Særligt er det bekymrende, fordi hunde – ligesom mennesker – kan få hypotermi, som er det, der sker, når kroppen bliver for kold. Dyret mister varme hurtigere, end det kan nå at danne den, og det kan i værste fald være livstruende,” forklarer han.

Selvom flere borgere ifølge Jokumsen reagerer og kontakter Vagtcentralen, er antallet af sager stadig alt for højt. Det viser, at mange hunde fortsat sættes i situationer, hvor de risikerer at fryse alvorligt.

Bilen bliver hurtigt lige så kold som omgivelserne

Ikke alle hunde er lige godt beskyttet mod kulde. Særligt hunde uden kraftig underuld har svært ved at holde på varmen. Derfor bør man som ejer være ekstra opmærksom, når vinteren rammer.

“Man skal tænke, at hvis man selv kunne komme til at fryse, så er der en god sandsynlighed for, at ens hund også kommer til at fryse,” siger Jens Jokumsen.

Når motoren er slukket, falder temperaturen hurtigt indvendigt. Allerede efter en halv time vil temperaturen inde i bilen ofte svare til temperaturen udenfor. Ved omkring nul grader kan bilen altså blive iskold på kort tid.

Derfor lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse klar:
Lad hunden blive hjemme, hvis du eksempelvis skal handle eller ordne ærinder.

“Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil det til enhver tid være bedre for den at blive hjemme i et varmt hus, frem for at sidde i en iskold bil, der kan gøre den syg eller tage livet af den.”

FAKTABOKS

Sådan mindsker du risikoen, hvis hunden absolut skal vente i bilen

  • Lad hunden sidde i bilen i så kort tid som muligt.
  • Sørg for varme tæpper, et lunt underlag og eventuelt et dækken.
  • Efterlad bilen med varme på, hvis det er muligt.
  • Læg en seddel i forruden med dit telefonnummer.
  • Vær ekstra opmærksom på små hunde – de bliver hurtigere kolde.

Når temperaturen når ned omkring minus seks grader, kan de fleste hunde kun tåle meget kort tid i bilen, før det bliver farligt.