Danmark
Efter 34 år: Dyrenes Beskyttelse udfaser mærke og samler kræfterne om næste store løft for dyrene
Efter 34 år udfaser Dyrenes Beskyttelse mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og vil i stedet styrke arbejdet for alle landbrugsdyr
Et velkendt mærke på danske kød- og mejeriprodukter er på vej væk fra butikkerne.
Dyrenes Beskyttelse har besluttet at udfase dyrevelfærdsmærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”, som siden 1992 har hjulpet forbrugere med at finde produkter fra dyr med bedre vilkår.
Mærket bliver udfaset i en planlagt overgangsperiode frem mod årsskiftet. Eksisterende aftaler med producenter og handelspartnere bliver respekteret i perioden.
Har været på varer i mere end 30 år
Mærket blev lanceret i 1992 og begyndte med frilandsgrise under konceptet Friland. Siden har ordningen omfattet flere hundrede produkter fra blandt andet grise, kødkvæg, malkekvæg, kyllinger, ænder og gæs.
Kravene har blandt andet handlet om mere plads, halm, adgang til det fri og mulighed for naturlig adfærd. I 2021 blev der også indført særlige biodiversitetskrav til mælkeproducenter.
Læs også:
Vil løfte hele systemet
Dyrenes Beskyttelse forklarer beslutningen med, at organisationen fremover vil bruge flere kræfter på at forbedre forholdene for landbrugsdyr generelt og på at skubbe dansk landbrug i en ny retning.
“Vores mærke har gennem mere end 30 år været med til at flytte dyrevelfærden i dansk landbrug og givet millioner af dyr bedre liv. Det er vi stolte af. Men i dag er det mere tydeligt end nogensinde, at dyrevelfærd i landbruget ikke kan adskilles fra natur, klima, biodiversitet. Derfor vil vi fremover bruge flere kræfter på at løfte hele systemet – ikke kun enkelte produkter. Ikke fordi kampen for dyrene er blevet mindre vigtig, men fordi den er blevet større,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Organisationen vil fremover arbejde for et højere bundniveau for dyrevelfærd i dansk landbrug. Det skal ske både politisk og i samarbejde med detailhandlen og fødevarebranchen.
Forbrugerne peges mod økologi
Når mærket forsvinder, vil Dyrenes Beskyttelse i stedet pege forbrugerne i retning af økologi som minimum, når der købes kød og mejeriprodukter. Samtidig opfordrer organisationen til, at grøntsager fylder mere i kosten.
“Vi kan ikke længere nøjes med at se på forholdene i stalden. Vi er også nødt til at se på, hvordan foderet dyrkes, og hvad det betyder for natur, biodiversitet og klima. Økologien stiller krav til dyrevelfærd, forbyder brug af kunstgødning og syntetiske pesticider og indeholder regler om hensyn til natur, miljø og arealer. Derfor peger vi på økologi, når der købes kød og mælk – kombineret med en kost, hvor grøntsager fylder mere,” siger Britta Riis.
Takker landmændene bag ordningen
Dyrenes Beskyttelse retter samtidig en tak til de landmænd, der gennem årene har leveret til mærkeordningen.
“De landmænd, der har været med i mærket, har taget et stort ansvar og ofte investeret betydeligt for at give dyrene et bedre liv. Vi skylder dem en kæmpe tak. Vores håb er, at de fortsat vil være med til at udvikle de produktionsformer, der tager særligt hensyn til dyrevelfærd, natur og klima – herunder økologien,” siger Britta Riis.
Der optages ikke nye producenter i ordningen.
Læs også: