Nyheder
Dronningekajen lukket af sikkerhedshensyn – Nedslidt brodæk og kajkonstruktion kræver midlertidig afspærring
Dronningekajen i Randers er fra denne uge blevet spærret af for offentligheden. Det betyder, at man midlertidigt ikke kan færdes på træbrædderne i bunden af havnebassinet.
Inspektion afslørede nedslidning
En teknisk gennemgang og en dykkerinspektion har vist, at kajen og brodækket er i så dårlig stand, at det ikke længere vurderes sikkert at opholde sig på området. Afspærringen er derfor opsat som en midlertidig foranstaltning, indtil der er klarhed over, hvad der skal ske med konstruktionen.
Der er spærret fra slæbebåden og isbryderen Jens Oves kajplads til sikkerhedshegnet ved DLG på Randers Havn – Foto: Dinny Eriksen
Læs også:
Minder om tidligere problemer ved Randersbro
Nedslidningen minder om de jordfaldshuller, der sidste år opstod ved Randersbro, hvor de store Randers-bogstaver står. I mindre grad er der tale om samme type underliggende problemer, samtidig med at træværket på kajen er stærkt forringet.
Afspærringen gælder dog ikke ved sikkerheds- og redningsstigerne, som fortsat er tilgængelige.
Kan ende som politisk beslutning
Det er endnu uvist, hvor længe området vil være lukket. Både fordi der skal findes mulige løsninger, og fordi beslutningen kan ende med at blive politisk.
Dronningekajen er en del af Flodbyen og skal alligevel indgå i en større byudvikling de kommende år. Derfor er der ikke lagt op til en permanent renovering nu, men snarere en vurdering af, om midlertidige forbedringer giver mening, eller om området skal forblive lukket, indtil den fremtidige havnepromenade etableres.
Der er dog stadig adgang til redningsstigerne på Dronningekajen – Foto: Dinny Eriksen
Læs også: