Af Carina Kondrup
Flere gange dagligt skyller du brugbar viden om COVID-19 og virussets smittetryk i kommunen ud i toilettet. Nu går dit bidrag ikke længere tabt, men opfanges på Vandmiljø Randers Centralrenseanlæg og Langå Renseanlæg. Statens Serum Institut har øget den nationale overvågning af COVID-19 i spildevand og i Randers er hele to renseanlæg udpeget til overvågningen. Det er virkelig positivt lyder det fra Vandmiljø Randers.
Først var det Bornholm, så Ishøj Kommune og før sommerferien bidrog godt 20 renseanlæg og pumpestationer landet over til den nationale overvågning af COVID-19 i spildevandet. Pt. er 54 renseanlæg og pumpestationer en del af opsporingen af SARS-CoV-2 eller i folkemunde COVID-19 i spildevand, og nu vil Vandmiljø Randers også bidrage.
Inden længe vil overvågningen nå op på 200 renseanlæg og pumpestationer, skriver Statens Serum Institut på deres hjemmeside. Det er den nye paragraf i Epidemiloven, §44a, der nu gør, at endnu flere renseanlæg kan indgå i overvågningen og dermed kan bidrage til at varsle smitteudbrud. Og det er man rigtig glade for hos Vandmiljø Randers A/S:
– Vi har længe vidst, at vi som spildevandsselskab kunne bidrage positivt til varsling af smitteudbrud med COVID-19 og dermed medvirke til forebyggelse af yderligere smittespredning og det endda både billigt og hurtigt. Vi ser derfor positivt på samarbejdet og bidrager gerne til monitorering af smittetrykket via vores spildevandsprøver, siger Peter Christensen, direktør i Vandmiljø Randers A/S.
Din afføring viser smitte, før du har symptomer
Resultaterne fra den hidtidige spildevandsovervågning viser, at smitten kan spores tidligt, hvilket muliggør, at man kan detektere smittespredning og undgå store udbrud. En smittet person afgiver nemlig kopier af coronavirus i sin afføring, før symptomerne viser sig altså før man lader sig blive podet for at påvise smitte. Spildevandsovervågningen er derfor et stærkt værktøj i epidemi-kontrollen.
Programleder Martin Thau, der til dagligt er med til at sikre teknisk optimering og udvikling af bl.a. renseprocesserne på renseanlæggene i Vandmiljø Randers, har været med til at sætte det nye prøvetagningskoncept op.
– I samarbejde med Statens Serum Institut og Eurofins tager vi ugentligt 3 døgnprøver af spildevandet fra vores indløb på Randers Centralrenseanlæg og Langå Renseanlæg. Døgnprøver er som metode en velkendt del af vores egen overvågning af spildevandet. Det nye er, at disse døgnprøver tjekkes for COVID-19 og ja at vi skal tage lidt flere prøver, end vi plejer, fortæller Martin Thau.