Del på Facebook   Print siden

Digitale læremidler kræver dygtige lærere

Her & Nu
Lørdag 18. januar 2020 kl. 16:00

Digitale læremidler kræver dygtige lærere


Skolebøgerne har fået konkurrence af digitale læremidler. I en sådan grad endda, at undervisningsministeren har slået alarm. Men teknologien kan ikke ret meget i sig selv. Tværtimod kræver digitale læremidler altid grundig didaktisk refleksion. Den nye forskningsoversigt i DPU og NCS' e-bogsserie 'Pædagogisk indblik' handler om de muligheder, digitale læremidler giver i skolernes danskundervisning – og om de udfordringer og begrænsninger, der følger med.

De seneste årtiers eksplosive teknologiske udvikling har gjort digitale teknologier allestedsnærværende – også i den danske grundskole, hvor digitale læremidler i dag spiller en markant rolle i undervisningen. Men det er en dårlig ide bare at digitalisere derudaf uden didaktisk omtanke. Det er en af de centrale pointer i den nye forskningsoversigt 'Digitale læremidler i danskfaget' i e-bogsserien 'Pædagogisk indblik'.

"Digitale læremidler er så relativt nyt et fænomen, at alle stadig eksperimenterer med det. Men selvom forskningen ikke siger noget entydigt om konsekvenserne af at bruge digitale læremidler i undervisningen, er der én pointe, der går igen: Fornuftig brug af digitale læremidler handler om et godt og gennemtænkt didaktisk design. Lærerne skal engagere sig i teknologien og bringe deres fagfaglighed og professionelle samarbejde i spil, hvis det skal gøre en positiv forskel" siger Ulf Dalvad Berthelsen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, der har lavet forskningsoversigten sammen med Morten Tannert, ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet.

Digitale læremidler er en blandet landhandel. Det dækker over alt fra hardware som computere og tablets til interaktive kommunikationsplatforme, videoredigeringsprogrammer, computerspil, digitale grammatikøvelser og læringsportaler. Forskningsoversigten forklarer, hvad vi overhovedet skal forstå ved digitale læremidler, hvilke typer der er, og hvor udbredte de er.

Didaktik før digitalisering

Forskerne bag oversigten har gennemgået en række skandinaviske og internationale studier om digitale læremidler i de forskellige landes modersmålsundervisning.

De peger på, at den massive teknologiske påvirkning kan betyde, at de digitale læremidler på godt og ondt sætter rammen for aktiviteter og indhold i danskundervisningen.

"Derfor er det en meget vigtig pointe, at digitale læremidler aldrig kan erstatte didaktisk refleksion hos lærerne. Det giver ikke sig selv, hvordan man bedst integrerer digitale læremidler i undervisningen. På den ene side risikerer skolerne at stå med en masse isenkram, fx tablets og 3D-printere, som det er vanskeligt at få i spil på en meningsfuld måde. Og på den anden side risikerer de at overlade ansvaret for undervisningen til læremiddelproducenterne, hvis de ikke selv tager teten. Lidt firkantet sagt, så kan digitale læremidler ikke redde et dårligt didaktisk design, men et godt didaktisk design kan sikre, at de digitale læremidler faktisk bliver frugtbare for undervisningen," siger Ulf Dalvad Berthelsen.

Mere samarbejde

Når digitale læremidler anvendes i undervisningen, åbner der sig nye didaktiske muligheder.

"Digitale læremidler kan fx bidrage til, at skriveundervisningen bliver mere samarbejdsorienteret, fordi eleverne kan skrive tekster i fællesskab, ligesom elevernes tekster bliver læst uden for skolen, fordi internettet kan bruges som publiceringskanal. Nogle elever bliver mere motiverede og engagerede gennem den form for arbejde. Den største udfordring ved at integrere digitale læremidler i undervisningen er dog at udnytte de nye muligheder på en måde, hvor de kobles meningsfuldt til fagets øvrige indhold og aktiviteter," siger Morten Tannert.

Et eksempel er computerspil, hvor det ikke er nok, at læreren har viden om de pågældende spil, men også må kunne relatere sin viden om spillene til fagets andre elementer.

"Som professionel fagdidaktiker skal læreren koble spillene til danskfagets eksisterende mål, undervisningsaktiviteter og genrer. Det er vigtigt, at digitale læremidler ikke blot bliver noget, som læreren inddrager i undervisningen, fordi man skal eller kan. Det kræver altid en didaktisk begrundelse," siger Morten Tannert.

Strøm til papir

Forskningsoversigten understreger på, at digitale læremidler ikke i sig selv fører til nytænkning af undervisningen. Fx viser en dansk undersøgelse, at selvom grammatikundervisning i skolerne i stigende grad faciliteres af digitale didaktiske læremidler, så minder disse læremidler i høj grad om traditionelle papirbaserede grammatiklæremidler.

"Der er tale om det fænomen, der ofte kaldes 'strøm til papir'-undervisning. Dvs. at de digitale læremidler ikke udnytter de handlemuligheder, som det digitale format giver, fx større fokus på samarbejde mellem eleverne gennem chat eller deling af indhold eller på spilbaserede aktiviteter. Tilsvarende viser undersøgelser, at investeringer i digital teknologi ikke har nogen positiv virkning i praksis, hvis ikke de kombineres med didaktiske og pædagogiske tiltag," siger Ulf Dalvad Berthelsen.



© Copyright 2020 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Her & Nu

Ny viden om grundvandstilstand
Ny viden om grundvandstilstand
Her & Nu
Giv huset et efter-vinter-eftersyn
Giv huset et efter-vinter-eftersyn
Her & Nu
Det behøver ikke være dyrt
Det behøver ikke være dyrt
Her & Nu
Cykling er sund hverdagsmotion
Cykling er sund hverdagsmotion
Her & Nu
Få nytårsforsættet til at holde hele året
Få nytårsforsættet til at holde hele året
Her & Nu
Træ skal ikke brændes af
Træ skal ikke brændes af
Her & Nu
Det luner i en kold tid
Det luner i en kold tid
Her & Nu
Klip får bilister til at droppe mobilen
Klip får bilister til at droppe mobilen
Her & Nu
Var du i seng i weekenden
Var du i seng i weekenden
Her & Nu
Naturligvis skal hunden trænes
Naturligvis skal hunden trænes
Her & Nu


Regionale nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev