Nyheder
DIF Skole OL sætter deltagerrekord: Næsten 27.000 indskolingselever er klar til bevægelse
94 kommuner deltager i årets landsdækkende Skole OL – et rekordtal, der vidner om stigende fokus på trivsel og bevægelse i skoledagen
Skole OL for indskolingen slår i år alle tidligere rekorder. Hele 26.991 elever fra 0.–3. klasse fordelt på 94 af landets 98 kommuner er tilmeldt den landsdækkende konkurrence, der de næste fem uger skal få børn til at rulle som pandaer, samarbejde om balloner og styrke klassefællesskabet gennem leg og idræt.
Bevægelse, fællesskab og trivsel
Med det rekordhøje deltagerantal markerer DIF Skole OL sig som en central aktør i arbejdet med at skabe mere bevægelse og glæde i skolens yngste klasser.
”Det er ikke bare en rekord. Det viser, at skolerne efterspørger konkrete og meningsfulde måder at få mere bevægelse ind i skoledagen – uden at det kræver ekstra tid eller ressourcer. Vi ved, hvor vigtigt det er at styrke børns trivsel og glæde ved bevægelse fra en tidlig alder, og det kan vi give gennem DIF Skole OL,” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF).
1.330 klasser fra 496 skoler er allerede tilmeldt – en stigning på knap 30 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Læs også:
Løsning på skolernes travle hverdag
At så mange skoler deltager, skyldes især, at Skole OL tilbyder færdige undervisningsforløb, som let kan passes ind i skoledagen. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Skoleidræt peger 49 procent af lærerne på mangel på tid og 29 procent på manglende kompetencer som de største barrierer for at få bevægelse ind i undervisningen. Begge udfordringer tager Skole OL højde for med let tilgængelige aktiviteter og materialer.
Et landsdækkende fællesskab
Skoler i stort set hele landet – fra Nordjylland til Lolland-Falster – deltager i år.
”Når skoler fra 94 kommuner er med, viser det ikke bare opbakning – det viser en fælles vilje til at skabe mere bevægelse, trivsel og fællesskab i indskolingen. Den slags lokale engagement er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at styrke børns glæde ved idræt fra en tidlig alder,” siger Hans Natorp.
Med den nye rekord cementerer DIF Skole OL sin position som en af landets største og mest udbredte idrætsbegivenheder for børn.
Fakta om Skole OL 2025
- Deltagere: 26.991 elever fra 1.330 klasser og 496 skoler
- Kommuner: 94 (herunder to danske skoler i Sydslesvig)
- Periode: Uge 43–47
- Målgruppe: 0.–3. klasse
- Formål: At styrke bevægelsesglæde, klassefællesskab og basale idrætsfærdigheder gennem leg og samarbejde
Aktiviteterne foregår i skoletiden og kræver ingen særlige redskaber – blot viljen til at bevæge sig og have det sjovt sammen.
Vil du læse mere om Skole OL for indskolingen, kan du finde oplysninger og tilmeldingsmuligheder på skoleol.dk.
Læs også: