RANDERSiDAG.dk strækker os langt for at være positive, men vi må slå fast, at eventen i dag på Østervolds skrånende belægning ikke holdt vand.
Vel, deltagerne – i hvert fald de fleste – fik en fed oplevelse ud af turen fra toppen af bakken, hvor købmand Haudal huserede, dengang bybusserne også tog afsæt her.
Men selv om banen var 200 meter lang blev kun cirka 80 procent af den udnyttet. Der var simpelthen ikke glid nok i banen til at køre den i fuld strækning. Heller ikke med hjælp fra regnen, der silede ned og som supplerede vandtilførslen på banen, hjalp det.
Der var samtidig sat 300 pladser af og meldt ‘udsolgt’ inden dagen i dag, men da deltagerne tog hul på seancen, var langtfra alle mødt op. Så der var, kan man sige, ikke nok til at deltagere i en lind strøm kunne køre turen nedad. Der blev derfor åbnet for, at folk, som ikke havde fået ‘billet’, kunne gøre turen.
Så det var mange øv’er, uden at man kan placere et ansvar. På et tidspunkt så det ud til, at der vel var et par hundrede tilskuere. De fyldte ikke meget på store Østervold. Havde vejret holdt 25 grader med blå himmel, havde der sikkert været sort.
Ideen med Randers City Slide har Randers hentet fra den engelske by Bristol, hvor der sidste sommer var opsat en vandrutsjebane på 90 meter. I en lang række europæiske storbyer arbejdes der på at etablere lignende vandrutsjebaner blandt andet i London og Oslo.
Kaster arrangørerne sig ud i en gentagelse ved Randers Ugen 2016, krydser vi fingre for, at det bliver en event med mere medgang. Ideen er nemlig glimrende.
Hvad mener du? Du kan skrive din mening i kommentarfeltet herunder eller på vor Facebook-side.
* Randers City Slide bliver til i et tæt samarbejde mellem Randers EgnsTeater og Randers Kommune.
Se BILLEDGALLERI – klik her. (Facebook)
Af RANDERSiDAG.dk
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.
Læs også: