Sport
Det sker på Parkboulevarden
Til august er det 20. gang det traditionsrige danske cykelløb Post Danmark Rundt bliver afviklet. Ofte har løbets rute ført feltet gennem Randers by, og senest i 1998 har Randers været opløbsby. Det er med andre ord en stor begivenhed, der rammer byen 5. august, når løbets 2. etape slutter i Randers. Kæmpe arrangementAt Randers […]
Til august er det 20. gang det traditionsrige danske cykelløb Post Danmark Rundt bliver afviklet. Ofte har løbets rute ført feltet gennem Randers by, og senest i 1998 har Randers været opløbsby. Det er med andre ord en stor begivenhed, der rammer byen 5. august, når løbets 2. etape slutter i Randers.
Kæmpe arrangement
At Randers skal være opløbsby for Post Danmark Rundt er netop blevet offentliggjort på et pressemøde i Ballerup Super Arena. Her har DCU (Danmarks Cykle Union) løftet sløret for ruten for det cykelløb, der kaldes Danmarks største sportsbegivenhed.
Og at være værtsby for Post Danmark Rundt er noget, der vil kunne mærkes i Randers. På selve opløbsstrækningen, der endnu ikke er præcist udpeget, skal der bl.a. opstilles 1400 meter afspærring, to tribuner, sejrspodie, målportal mm. DCU indtager således Randers med otte lastvogne og to busser fyldt med udstyr. På lokalt plan vil Randers Cykelklub af 1910 indgå i et samarbejde om at afvikle begivenheden.
Vigtigt for Randers
Men det er ikke kun på gaderne at løbet kan mærkes.
På alle måder betyder det utroligt meget for Randers at få et sådant arrangement til byen, siger eventchef Mette Bertelsen, der har stået for forhandlingerne med DCU om at få løbet til byen.
Udover at vi får sat Randers på landkortet på en positiv måde, så vil samtlige hoteller i byen blive booket fuldt op af folk fra DCU, cykelryttere og andre gæster. Den store aktivitet i byen vil også komme de handlende til gode, ligesom den kæmpe oplevelse det vil være for Randersborgerne at kunne modtage cykelfeltet i byen, slutter eventchef Mette Bertelsen.
Fakta om løbet i Randers
Opløbet bliver på Parkboulevarden i Randers. Og rytterne forventes at køre ind i Randers ca. 16.30 til første omgang på rundstrækningen og det forventes at opløbet bliver omkring kl. 17.
Parkboulevarden bliver spærret af fra kl. 10.30.
Vestre Bakkevej vil til dels blive afspærret fra Parkboulevarden og ned mod Vestre Boulevard. Og derved vil Højgade og Nordgade blive afspærret i den vestlige ende. Tranekærsvej og Byfogedvej bliver afspærret i den sydlige ende.
Rundstrækningen kommer til at bestå af Hobrovej fra rundkørslen ved Rådmands Boulevard ned til Vestervold. Til højre ned ad Vestervold til Vestergade. Til højre hen ad Vestergade og videre til højre op ad Sjællandsgade. Hen ad Sjællandsgade til Vestre Boulevard. Til højre op ad Vester Boulevard. Til højre op ad Parkboulevarden og hen ad denne til rundkørslen ved Hobrovej.
Der vil på disse nævnte veje, blive opstillede parkering forbudt skilte og afspærret områder. Disse skilte og afspærringer bedes venligst respekteres.
Tilmeld dig BYEN.nu’s gratis nyhedsbrev.