Charlotte Bromann Mølbæk er dybt bekymret over skolestrukturen. Hun ønsker en handleplan over, hvordan man vil sikre både det ene og det andet. Hun må jo tro, at man starter et så stort projekt uden en plan?
Det er selvfølgelig ikke tilfældet! Der sidder en følgegruppe fra de tre forligspartier, der hurtigt kan tage stilling til ting, der behøver en politisk afklaring.
I øvrigt har jeg fuld tillid til, at forvaltningen har fingeren på pulsen. Mon ikke hendes egentlige ærinde er at signalere handlekraft og give indtryk af, at hun er en vigtig person?
Hun er også dybt bekymret over, at arbejdskolleger kan forelske sig. Det kan nemlig nemt udvikle sig til korruption! Ja, hun er så bekymret, at hun har foreslået et regelsæt, der nøje udpensler hvilke amoriner der er hot og hvilke der er not. Endnu et udslag af ufattelig handlekraft!
Jeg er bekymret over, at jeg ikke kan komme i tanke om, hvorfor jeg kom til at tænke på den gamle børneremse, da jeg blev konfronteret med alle de bekymringer:
Der gik en lille sød kylling og spadserede ude i skoven. Pludselig faldt der en lillebitte hasselnød ned i hovedet på den. Den blev så bange, at den løb lige hjem til sin mor og sagde:
HønePøne hele skoven er ved at falde!
Hvor ved du det fra KylleRylle?
Det fille det falle i min hovedskalle! sagde kyllingen.
Så må vi afsted! sagde hønen.
Hønen løb hen til hanen og sagde: HanePane! Skoven er ved at falde!
Hvor ved du det fra HønePøne?
Fra KylleRylle!
Hvor ved du det fra KylleRylle?
Det fille det falle i min hovedskalle!
Så må vi afsted! sagde hanen.
Hanen løb hen til anden og sagde: AndeVande skoven er ved at falde!
Hvor ved du det fra HanePane?
Fra HønePøne!
Hvor ved du det fra HønePøne?
Fra KylleRylle!
Hvor ved du det fra KylleRylle?
Det fille det falle i min hovedskalle!
Så må vi af sted!
For de, der gerne vil vide, hvordan det ender, så løber de videre til GåseVåse og GaseVase og ender med at møde ræven, som bider hovedet af dem alle sammen og til allersidst KylleRylle. Og det ender med, at ræven bærer dem ned til sine søde, små, sultne ræveunger!
Hvorfor kan jeg stadig ikke forstå, at jeg kom til at tænke på netop den børneremse? Mon der er nogen, der kan hjælpe mig?
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.
Læs også: