Af Paul Hegedahl
Ved juletid glæder man sig til juledagene og samtidig går tankerne tilbage til mange gode, tidligere juleoplevelser og til de mange klassiske fortællinger om jul. I hvert fald, når man har nået en vis alder.
For min generation hører H. C. Andersen og Julen på mange måder sammen. Et af de eventyr, hvor han skriver om jul – og mange andre ting – er ‘Grantræet’ fra 1845. Det sætter – hans vane tro – også begivenhederne i et bredere og stadig aktuelt perspektiv:
‘Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: ‘nei! hvor det er nydeligt lille!’ Det vilde Træet slet ikke høre’.
Næ det ville være større – omgående. ‘Det havde slet ingen Fornøielse af Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det. – – O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte Træet. – – Glæd Dig ved din Ungdom!’ sagde Solstraalerne; ‘glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!’ Og Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet ikke.’
Ved juletid oplever Grantræet, at mange af de øvrige træer bliver fældet – også ganske unge – og trukket ud af skoven på hestevogne.
Og gråspurvene kan fortælle, hvad der bliver af dem: ‘ ‘Det vide vi! det vide vi!’ qviddrede Graaspurvene. ‘Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte Æbler, Honningkager, Legetøi og mange hundrede Lys!’ ‘Og saa – ?’ spurgte Grantræet og bævede i alle Grene. ‘Og saa? Hvad skeer saa?’ ‘Ja, mere have vi ikke seet! Det var mageløst!’
‘Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?’ jublede Træet. ‘Det er endnu bedre, end at gaae over Havet! Hvor jeg lider af Længsel! Var det dog Juul! nu er jeg høi og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste Aar! – O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme Stue med al den Pragt og Herlighed! og da – ? Ja, da kommer noget endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulle de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu større, endnu herligere -! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!’
‘Glæd Dig ved mig!’ sagde Luften og Sollyset; ‘glæd Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!’ Men det glædede sig ikke tænkte kun hele tiden på noget andet, større, noget det forestillede sig var lykken. Og så kommer en jul endelig det, det mener er udfrielsen. Det bliver fældet og føler smerte og afmagt, er bedrøvet over at ‘skilles fra hjemmet, fra den plet, hvor det var skudt frem’. Afrejsen er ikke den lykke, det havde forestillet sig. Det kommer først til sig selv igen: ‘da det i Gaarden, afpakket med de andre Træer, hørte en Mand sige: “Det der er prægtigt! Vi bruge ikke uden det!’
Så bliver det båret ind i en dejlig sal og rost og pyntet overdådigt:’ hvert Næt var fyldt med Sukkergodt; forgyldte Æbler og Valdnødder hang, som om de vare voxede fast og over hundrede røde, blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der saae livagtig ud som Mennesker, – Træet havde aldrig seet saadanne før – svævede i det Grønne, og allerøverst oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne af Flitter-Guld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.’
Ganske ubarmhjertigt beskrives, hvordan træet – mod sin forventning – mister sin stads så hurtigt, som den var sat på: ‘Og Lysene brændte lige ned til Grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa var det styrtet om.’
Træet får alligevel på mange måder en uforglemmelig aften – uforglemmelig for træet selv – (men det er vel både godt og meget normalt). Da først det var plyndret, lagde man ikke mere mærke til det – ‘ingen saae paa Træet uden den gamle Barnepige, der gik og tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at see, om der ikke var glemt endnu en Figen eller et Æble.’
Men Grantræet – eller nu Juletræet – tænkte på, hvor prægtigt det skulle være igen næste dag. Det får også – sammen med børnene – fortalt historien om Klumpe-Dumpe, der faldt ned ad trapperne og dog fik prinsessen. Da det var sådan en net mand, der fortalte historien, tror træet fuldt og fast på at det var virkeligt (og vi tror jo også mange gange på historier, som nette mennesker fortæller os). Så, måske, tænker træet, får jeg også prinsessen en dag!
Det var ikke klar over, at ‘Det havde jo været med, havde gjort hvad det skulde gjøre’. Og næste dag bliver det sat på loftet, hvor det så står med mus og rotter som selskab og bilder sig selv og musene ind, at det har haft en herlig tilværelse, som det har levet fuldt med i. Og den fortæller dem historien om Klumpe-Dumpe. ”O!’, sagde de små mus, ‘ hvor har du været lykkelig, du gamle grantræ!’ ‘Jeg er slet ikke gammel’, sagde træet, ‘det er jo bare i denne vinter, jeg er kommet fra skoven! Jeg er i min allerbedste alder, jeg er bare sat i væksten.”
Men så kommer rotterne. De er ikke imponerede. De er kun interesserede i historier om flæsk og tællelys. Og så ender det med, at også musene bliver væk. Og igen oplever træet et savn – denne gang efter musene som tilhørerer.
Ved forårstid bliver grantræet så bragt ud i gården og et sidste fornyet, forgæves håb. ‘I Gaarden selv legede et Par af de lystige Børn, der ved Juletid havde dandset om Træet og været saa glade ved det. Een af de Mindste foer hen og rev Guldstjernen af.
‘See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!” sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans Støvler. Så bliver det hugget til pindebrænde og brændt. ‘Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!’
Grantræet lever kun i håbet eller i erindringen. Og at leve i erindringen er lige så omsonst – og det bliver man måske endnu mere klar over med alderen. Man kan og skal glæde sig over glæder og gode oplevelse fra et liv levet – netop fra et liv levet, sammen med sin omverden. Hvis man blot forfalder til at mindes fordums, indbildte store bedrifter som noget, der overstråler nuet eller tænker på spildte muligheder – hvis bare – – – er de jo også endda mere bogstaveligt forbi.
Så lad os nu, her ved jule- og nytårstid på en god måde både glæde os til samvær og kommende gode oplevelser og tænke tilbage på gode stunder og indhøstede erfaringer både i det år, der nu snart er gået og på mange andre år før det – og leve fuldt og helt leve i nuet. Det er samtidig den bedste basis udgangspunkt for en god fremtid.
Piet Hein sagde på få linjer, det samme som H.C. Andersen i eventyret om Grantræet – men han havde jo så også måske ‘Grantræet’ som inspiration:
‘Den som aldrig lever nu!
lever aldrig, hvad gør du?
Det er svært – men værd at forsøge at efterleve. Og for nu – måske lidt for frimodigt – at tydeliggøre en dimension, som hverken H. C. Andersen eller Piet Hein har fat i her: De største glæder får man i et åbent og tillidsfuldt samvær med andre mennesker. Individualitet – ikke egoisme – er værdifuldt, men det skal være den solidariske individualitet.
Glædelig Jul og ønsker om et Lykkeligt Nyt År.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.