Den nye direktør til Randers Idrætshaller er fundet

7. januar 2022

Den nye direktør til Randers Idrætshaller er fundet

Af Carina Kondrup

Morten Arnesen skal være ny direktør i Randers Idrætshaller.

Det er et kendt ansigt i byen, som nu skal være direktør for Randers Idrætshaller. Formand for bestyrelsen for Randers Idrætshaller, Søren Møller, fortæller, at det var en enig bestyrelse, som pegede på Morten Arnesen som ny direktør for Randers Idrætshaller:

Vi tror på, at Morten er den rigtige mand til at stå i spidsen for udviklingen af Arena Randers til at være det store samlingspunkt i byen. Der er mange bolde i luften i vores virksomhed og Morten er manden, som forstår at gribe dem og spille godt sammen foreningslivet, befolkningen og erhvervslivet. Morten har vist i sin karriere, at han er virkelig god til relationer og til at skabe en stærk langsigtet udvikling.

Morten Arnesen kommer fra en stilling som direktør i Dansk Hestevæddeløb. Før det har han været kommerciel chef i Randers FC og i en lang årrække biografdirektør i Nordisk Films Biograf i Randers.

Morten Arnesen siger, at han ikke kunne lade være med at søge stillingen og glæder sig meget til at komme tilbage til et virke i Randers. Mortens Arnesen udtaler:

Jeg ønsker at bidrage til, at Randers Idrætshaller med Arena Randers bliver Jyllands fyrtårn; en rollemodel, hvor det kommercielle og foreningslivet lever side om side og fylder rammerne med puls, fællesskab og kreativitet.

Morten Arnesen tiltræder stillingen, så snart han kan frigøres fra sin nuværende stilling og de opgaver, som skal rundes godt af der.