Del på Facebook   Print siden

Delebilisme kan give stor økonomisk gevinst

Danmarkidag
Fredag 25. november 2022 kl. 07:00

Delebilisme kan give stor økonomisk gevinst
Det er billigst at køre i bil, når man deler. Foto: Vejdirektoratet.


Delebilisme kan give stor økonomisk gevinst

Vi behøver ikke alle sammen at eje en bil, og særligt i de større byer kan mange bilejere spare tusindvis af kroner om året, hvis de skifter til en delebil.

Der er også fordele at høste i forhold til klimaet og trængsel, så længe delebilen ikke bliver valgt til på bekostning af at cykle eller bruge kollektiv trafik.

Lad det være sagt: Har man brug for at køre i bil hver dag og kører man ofte lange distancer, så betaler det sig næppe at sælge bilen og melde sig ind i en delebilsordning.

Men for mange bilejere – særligt i de større byer – er behovet for at bruge en bil et godt stykke under landsgennemsnittet, og for disse bilejere vil det i mange tilfælde lune godt i pengepungen, hvis de solgte bilen og gik over til at køre i delebil.

Det viser en række tænkte scenarier, som bilisternes forbruger- og interesseorganisation, FDM, har regnet på i forbindelse med Vejdirektoratets kampagne for delebilisme og samkørsel: "Hvorfor ikk' dele bil, når du ikke kører så tit".

Afdelingschef Torben Lund Kudsk, FDM, siger:
"Det er dyrt at have bil i Danmark. Ud over købsprisen, der for langt de fleste biler også indeholder en høj registreringsafgift, er der et væld af udgifter i form af ejerafgift, forsikring, serviceomkostninger, dæk, brændstof og reparationer. Hertil kommer det løbende værditab. Er man ikke afhængig af sin bil hver dag, eller holder bil nummer to for meget stille, kan det for mange i stedet være en billigere løsning at være med i en delebilsordning frem for at eje sin egen bil. Det kan så godt være, at den enkelte køretur bliver en smule dyrere, men hvis man ikke kører meget i det daglige, vil en delebil samlet set være en billigere løsning for mange danskere."

For en enlig, der bor i eksempelvis København, og som har et årligt kørselsbehov på cirka 7.000 kilometer, der mest bliver brugt til at besøge familien langt fra hovedstaden eller ture til indkøbsvarehuse, vil de årlige omkostninger ved at bruge en delebilsordning løbe op i omkring 17.000 kroner, mens det samme antal kilometer i en ejerbil koster omkring 21.000 kroner.

For en familie, der benytter kollektiv trafik til og fra arbejde, men har en bil til weekendture og storindkøb og et årligt kørselsbehov på 10.000 km, vil et delebilsabonnement koste mellem 15.500 og 18.000 kroner om året – alt efter om det er med eller uden fast stamplads. I egen bil ville regningen være på omkring 27.500 kroner, så der kan altså være mange penge at spare på at dele bilen med andre.

Delebiler nemmest i større byer

Der er ingen tvivl om, at potentialet for at dele biler er størst i de større byer. Det er oftest også her, at man finder et udvalg af forskellige delebilstjenester, og når der er lettere adgang, bliver det også lettere at indrette sig på en hverdag uden egen bil.

Afdelingsleder Andreas Egense, Vejdirektoratet, siger:
"I København, Aarhus, Odense og Aalborg kan rigtig mange tage cyklen, bussen eller toget til og fra arbejde og nøjes med at køre i bil på længere ture, hvor bilen kan være afgørende. Det er vigtigt at understrege, at når det gælder klimaregnskabet, så vil det altid være bedst at cykle eller hoppe på bussen og toget. Skulle nogle folk så vælge helt at droppe at købe en privat bil eller udsætte købet af en bil i nogle år for i stedet at benytte en delebil, så er det en positiv gevinst for klimaet. Det vil alt andet lige medføre et fald i den samlede bilpark og reducere behovet for parkeringspladser i byerne. Udskyder man bilkøbet vil jeg også forvente, at det mindsker trængslen på vejene og giver mindre støj og luftforurening."

En god tommelfingerregel er – med udgangspunkt i de nuværende brændstofpriser – at har man ikke et stort kørselsbehov, og kører man under 12.000 kilometer om året, så vil det ofte kunne betale sig at bruge delebil frem for at købe sin egen bil. Ifølge Danmarks Statistik kører 72,1 procent af alle biler i Danmark mindre end 15.000 kilometer om året.

Delebiler er også værd at overveje, hvis man hører til det stigende antal familier, der har mere end én bil, hvilket var tilfældet for 554.400 familier i 2021, mens det samme kun gjaldt 402.600 familier i 2011.

Kom godt i gang

Den EU-finansierede kampagne "Hvorfor ikk' dele bil, når du ikke kører så tit" løber over tre måneder og udspringer af transportaftalen "Grøn omstilling af vejtransporten" fra december 2020. Aftalen blev indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Kampagnen skal få danskerne til at reflektere over deres transportvaner, oplyse om fordele ved at deles om bilerne og komme med idéer til, hvordan man rent faktisk kommer i gang med det.

På Vejdirektoratets kampagneside kan man læse mere om fordele ved at køre sammen og få gode råd til, hvordan man kommer godt i gang med både delebiler og samkørsel.



© Copyright 2022 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

20.000 familier beder Røde Kors om julehjælp i år 
20.000 familier beder Røde Kors om julehjælp i år 
Danmarkidag
Bemærkelsesværdig: Rekordmange tegner forsikringer mod arbejdsløshed
Bemærkelsesværdig: Rekordmange tegner forsikringer mod arbejdsløshed
Danmarkidag
Efter 10 år med større villaer, vil køberne have færre kvadratmeter
Efter 10 år med større villaer, vil køberne have færre kvadratmeter
Danmarkidag
Antallet af akademikere eksploderer i de kommende år
Antallet af akademikere eksploderer i de kommende år
Danmarkidag
Udbetaling Danmark udsender årsbreve til 1,3 millioner pensionister
Udbetaling Danmark udsender årsbreve til 1,3 millioner pensionister
Danmarkidag
Flere tager til landskamp på stadion
Flere tager til landskamp på stadion
Danmarkidag
Skarp vejrovervågning holder Kong Vinter i skak
Skarp vejrovervågning holder Kong Vinter i skak
Danmarkidag
Dyreværnets internat har flere indleverede hvalpe end tidligere!
Dyreværnets internat har flere indleverede hvalpe end tidligere!
Danmarkidag
Drop ikke julebelysningen helt den er med til at forhindrer indbrud og andre tyverier.
Drop ikke julebelysningen helt den er med til at forhindrer indbrud og andre tyverier.
Danmarkidag
For mange unge kører fulde på cykel
For mange unge kører fulde på cykel
Danmarkidag
Tilbudsaviser og magasiner m.m:


Regionale nyheder