Debat

Debatindlæg: Vedvarende energi – godt for klima og lokal økonomi

Af Jens Peter Hansen, Byrådsmedlem Moderaterne

Debatindlæg: Vedvarende energi – godt for klima og lokal økonomi
Foto: Randers Kommune
Af Dinny Eriksen 6. juni 2025

Forleden cyklede jeg rundt i den sydøstlige del af Overgaard-området for at færdiggøre min dokumentation af området på Google Street View. Det gav tid til eftertanke – særligt om den til tider højlydte modstand mod mere vedvarende energi i området.

Kritikken lyder ofte, at “naturen ødelægges”. Men hvilken natur? Jeg så endeløse marker med hvede og majs – altså intensivt dyrket landbrugsjord. På en af majsmarkerne kørte en stor marksprøjte for at sikre afgrøden de bedste vækstbetingelser. Det er dygtig og effektiv landbrugsproduktion – ikke natur.

Tidligere samme dag var jeg forbi solcelleanlægget ved Stouby. Jeg var også der for to år siden, da arealet blev klargjort. I dag står der en tæt og frodig beplantning, som snart vil skjule anlægget helt. Randers Kommune stiller nu krav om mindst 10 meter beplantning omkring solcelleparker – realiseres f.eks. Dalbyneder-projektet vil omkransende beplantning svare det til ca. 10 hektar ny skov. Og takket være byrådets opbakning til forslag fra Moderaterne, kommer der fremadrettet ikke høje trådhegn omkring solcelleparker i Randers kommune.

For få dage siden kom så den gode nyhed: Randers Kommune modtager godt 16 mio. kr. i statsligt tilskud for vores indsats med VE-projekter. Og vi kan få meget mere. Hvis tre aktuelle projekter ved Purhus, Dalbyneder og Overgaard kommer i mål, vil det udløse hele 93 mio. kr. i grøn pulje til kommunen – og derudover har projektudviklerne stillet 60-70 mio. kr. over årene i udsigt til lokalområderne i frivillige bidrag fra projektudviklerne.

Vi bør være stolte. Randers bidrager aktivt til den grønne omstilling – og kan samtidig modtage betydelige økonomiske gulerødder. Derfor ærgrer vi i Moderaterne os over, at et stort flertal i byrådet har valgt at sætte VE-planlægningen på pause i afventning af arbejdet i den grønne trepart. Det er jo netop planlægningsarbejdet, der giver grundlaget for at beslutte, hvorvidt og i givet fald hvordan et VE anlæg kan etableres.

I Moderaterne tror vi på handling mod klimaforandringer. Og vi tror på, at det store, kloge og tavse flertal – dem der ønsker reel klimaindsats – ved KV25 vil sammensætte et nyt byråd med mod og vilje til at føre Randers fremad til gavn for klima og den lokale økonomi. Vi er klar.

Dette er et debatindlæg eller læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!

Debatindlæg: Vi vil gå hånd i hånd over Klimabroen, du og jeg!

Læs også: Debatindlæg: Vi vil gå hånd i hånd over Klimabroen, du og jeg!

Svar på debatindlæg om vedvarende energi: Balancen mellem klima og lokalsamfund

Læs også: Svar på debatindlæg om vedvarende energi: Balancen mellem klima og lokalsamfund

Tilmeld dig vores nyhedsbrev