Debat

Debatindlæg: Tør vi stole på de samme løfter igen?

Af Per Bilici Sørensen, byrådskandidat for Østbroen i Randers Kommune

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. september 2025

Når vi nærmer os et valg, vælter det frem med nye valgløfter. Men inden vi lader os blænde af fine ord, bør vi se tilbage: Hvad har flertallet leveret de sidste fire år?

I konstitueringsaftalen fra 2021 lovede Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Radikale blandt andet:

  • Sund økonomisk drift. Men er kommunens økonomi blevet stærkere eller svagere?
  • Styrket folkeskole og specialundervisning. Er skolerne og specialundervisning blevet friere og stærkere – eller har vi set nedskæringer og lukninger?
  • Fokus på ældreområdet. Er der kommet bedre vilkår for medarbejdere, pårørende og borgere – eller mest forringelser og manglende handling?
  • Styrkelse af midtbyen og erhvervslivet. Er Randers midtby blevet mere levende? Har virksomhederne fået bedre vilkår?
  • En stærk landdistriktspolitik. Har landsbyerne og oplandet reelt fået samme bevågenhed som byen?

Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, har flertallet levet op til deres ansvar. Men hvis svaret er nej – hvorfor skulle vi så tro på, at de samme partier vil levere i næste periode?

Når man lover styr på økonomien, men ender med det modsatte, er det så troværdigt, inkompetent eller ligegyldighed?

Når man lover at styrke folkeskolen, men i stedet lukker og skærer ned – tør du stole på det?

Når man lover at satse på ældreområdet, men lader stå til – er det så troværdigt?

Valget i 2025 handler ikke kun om nye ord, men om handling og resultater.

Hvis du mener, Randers har brug for reel forandring, er det tid til et nyt persongalleri. En ny retning.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!