Nyheder
Debatindlæg: Tak for Rådhushaven – Mere af det!
Christian Engelbrecht Pedersen, Byrådsmedlem (S) Randers Kommune, medlem af Miljø- og Teknikudvalget
Den fantastiske oase, Rådhushaven, er netop vendt tilbage. Den hyggelige have med et sanseunivers af blomster lounge, musik, sandkasse, spil og kreativitet, lokker byens borgere til i hobetal.
Og den årlige forvandling af Rådhustorvet har været ventet med længsel. Allerede på de smukke solskinsdage i april kom randrusianerne ud fra deres vinterhi og sukkede efter en solrig plet, hvor de kunne suge vitaminerne ud af det gryende forår.
Jeg synes, vi skal udvide Rådhushavens ”åbningstid,” så den etableres allerede op til påskeferien og først nedtages igen efter efterårsferien. Derudover kunne man etablere lignende byrum andre steder i Midtbyen som f.eks. Erik Menveds Plads, Kirketorvet, Slotspladsen m.fl. Det vil lokke flere mennesker ind i Midtbyen, og hvem ved; måske helt ind i butikkerne?
Derfor har jeg rettet henvendelse til Randers Cityforening og Randers Event med netop denne idé. Jeg håber, de vil være lydhøre.
Vi ses i Midtbyen!
Læs også: