Debat

Debatindlæg: Randers skal tilbage på erhvervskortet

Af Frank Nørgaard, byrådsmedlem og spidskandidat for Dansk Folkeparti ved kommunevalget 2025 i Randers Kommune

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 7. november 2025

Siden finanskrisen i 2008 er Randers Kommune sakket langt bagud, når det gælder udviklingen i private arbejdspladser. Det er et problem – for uden stærke lokale virksomheder får vi heller ikke et stærkt lokalsamfund.

Mens andre kommuner har formået at skabe vækst, er vi i Randers gået i stå. Bureaukrati, langsom sagsbehandling og manglende politisk vilje til at støtte erhvervslivet har gjort det svært at drive virksomhed her. Det er simpelthen ikke godt nok.

Der er brug for en ny retning, hvor vi sætter de lokale kræfter fri. Hvis man som erhvervsdrivende betjener sit lokalområde, skal man også have lov til at udvide. Det skal være muligt at drive virksomhed lokalt – uden at man skal kæmpe sig igennem bunker af papirer og regler, som kun findes for regelrytternes skyld.

Samtidig skal vi støtte op om de unge, der tager fat. Randers har faktisk en større andel af unge med fritidsjob end mange andre kommuner. Det er et sundhedstegn – og viser, at vores unge gerne vil bidrage. De fortjener et Randers, hvor der også i fremtiden er arbejdspladser tæt på, og hvor der er mulighed for at skabe noget selv.

Dansk Folkeparti vil styrke erhvervslivet i Randers gennem mindre bureaukrati, mere lokal frihed og bedre vilkår for de små og mellemstore virksomheder, der udgør rygraden i vores økonomi.

Randers skal tilbage på erhvervskortet – og det kræver, at vi begynder at tro på os selv igen.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!