Debat

Debatindlæg: Nærmer stormen sig?

Af Poul Rubach, Harridslev, bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre i Randers

Søren Greve
Af Søren Greve 18. februar 2026

På mit arvestykke af et 150 år gammelt barometer har viseren gennem længere tid stået på et sted mellem “foranderlig” og “storm”. Og ja – vinteren er streng og usædvanlig, og var det et politisk barometer, ville det såmænd nok have stået på nogenlunde det samme.

Vi lever i en tid med forandringer over hele linjen.

Klimaforandringer er svære at rette op på, og tiltag tager LANG tid for at virke. Og med autokrat Trump – der ikke fatter noget om menneskeskabt klimaændring – i spidsen af et storforurenende USA, er det en udfordrende opgave at vende udviklingen. 

Det fredsbevarende NATO med USA som et markant medfinansierende medlem, er heller ikke så sikkert, som vi alle troede. Autokrat Trump og viceautokrat Vance har stor appetit på at eje og kontrollere Grønland med argumenter som forpost til missilforsvaret fra øst.

Reelt er det nok ønsket om at få den tvivlsomme ære for udvidelse af USA’s areal, da en aftale fra 1951 tillader USA ubegrænset afgang til at bygge militærinstallationer på Grønlands territorium.

Til den nylig afholdte sikkerheds konference i München havde USA klogelig nok sendt udenrigsminister Rubio, da han forsøger at pakke USA’s holdninger lidt pænere ind end viceautokrat Vance. Dog skal vi ikke glemme, at det er autokrat Trump, der har sendt ham og repræsenterer Trumps holdninger.

Landspolitisk er der noget under opsejling, statsminister Mette Frederiksen barslede pludselig med en idé om “lilleskole” i folkeskolens første 3 klasser, og desuden en boligskattereform. Hvad indholdet bliver til disse tiltag og hvilken finansiering, der er nødvendig, må vi vente til valgkampen med at blive oplyst om.

Selv lokalpolitisk er der forandring på vej her i Randers kommune. En ny ledelse i byrådet, med et indhold, der ikke står lysende klart for vælgerne. Jeg håber nu alligevel, at det nye byråd kommer godt i gang og levere gode resultater for borgerne i kommunen.

Jeg læser i avisen, at erhvervs- og planudvalget på et møde for et par uger siden, valgte at forkaste et forslag til lokalplan for Tjærby, da borgerne fandt den for restriktiv. Det skal udvalget have stor ros for.

Nu mangler vi “bare” at få skruet op for hastigheden til opfølgning på tidligere vedtagne tiltag, så borgerne/vælgerne kan se, at det nytter at engagere sig i lokalpolitik.

Her tænker jeg specielt på status og tidsperspektiv på Klimabroen, badesøen på Nordre fælled, Ringboulevardens forlængelse, Dronningborg maskinfabriks grund på Udbyhøjvej, der på 6 år ligner et stykke af Gazastriben. 

Det ville være rimeligt, at borgerne jævnligt bliver opdateret i tidsperspektivet og hvor langt i processerne vi lige nu er.

Mit gamle barometer står stadig mellem ”foranderlig” og ”storm”, så jeg håber lufttrykket snart stiger, så virkelig forandring indfinder sig både vejrmæssigt og i international politik.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!