Debat
Debatindlæg: Når grådighed tager overhånd
Af Frank Nørgaard, Dansk Folkeparti Formand for Miljø- og teknikudvalget, Randers Kommune
På mandag den 28. april skal byrådet i Randers tage stilling til et enormt teknisk anlæg som ud over flere og endnu større vindmøller, nu også skal indeholde cirka 1.300 ha. med sorte glaspaneler eller solceller om man vil.
Borgerne omkring Overgaard, Sødring og Dalbyneder vil dermed være indpakket i solceller og vindmøller.
Det er mig ganske ubegribelig, at Venstre og Socialdemokraterne mfl. uden at blinke vil tage den sidste glæde ved at bo i den nordøstlige del af kommunen fra borgerne – blot for at proppe penge i lommerne på de såkaldte udviklere, som i dette tilfælde vil afvikle dette naturskønne område.
Hvis afstemningen på mandag bliver som i Erhvervs- og Planudvalget og Økonomiudvalget, så ser det skidt ud for mennesker og dyr, blot for at nogle kan lufte deres grønne glorie.
Fortalere for udviklingen og vigtigheden af vedvarende energi vil argumentere for arbejdspladser og beskyttelse af drikkevand, men 1.300 ha. solceller bliver formentlig opstillet af underbetalte rumænere, og solcellerne som formentlig er produceret i Kina, afgiver tungmetaller og andet til jorden under solcellerne i en grad, så græssende får er uegnede til menneskeføde.
Jeg kan derfor kun håbe på, at medlemmer fra Venstre og Socialdemokraterne bakker op om landdistrikterne, og giver denne grådighed et ”NEJ” på mandag.
Grådigheden har taget overhånd, og det bliver et rungende ”NEJ” herfra!
Dette er et debatindlæg, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!