Debat

Debatindlæg: Lad ikke historien gentage sig

Af Henrik Hove spidskandidat Danmarksdemokraterne, Randers

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. november 2025

Ved kommunalvalget i 2021 meddelte borgmester Torben Hansen allerede, inden valgresultatet var endeligt, at der forelå en bred konstituering. Med ordene: ”Jeres spørgsmål, kære venner, kan I få svar på om et par timer – vi har lige lidt skrivearbejde, vi skal have styr på.” beskrev han tydeligt at alt var aftalt eller dikteret på forhånd. Til slut tilføjede han muntert, ”baren er stadig er åben”.

Man kunne fristes til at spørge, om baren nogensinde er blevet lukket, for de seneste fire år er Randers Kommune desværre kun gået én vej – og det er den forkerte. At indgå en aftale, før stemmerne er talt op, er ikke bare en fejl, men et demokratisk svigt. Allerede dér blev der slået de første skår mellem de 31 folkevalgte i byrådet.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi ikke at deltage i en så udemokratisk proces. Vi respekterer vælgerne – og mener, at forhandlinger først bør begynde, når resultatet ligger klart. Alt andet handler mere om titler og personlig økonomisk interesse end om politik og Randers’ fremtid.

Lad os denne gang gøre det anderledes. Hvis der er et borgerligt flertal, vil vi naturligvis pege på en blå borgmester – men kun på den kandidat, der kan samle alle 31 medlemmer i et ordentligt, konstruktivt samarbejde med demokratiet i centrum.

Hvis der ikke er et blåt flertal, er vi parate til at tale om Fremtidens Randers – så længe fokus er på ordentlighed, samarbejde og god tone.

Borgmester Torben Hansen har haft chancen, men han har forspildt den. Vi har ikke tillid til, at han kan løfte opgaven.

Vi skal respektere vælgernes kryds – uanset politisk ståsted – og vi skal kunne glæde os over hinandens små sejre i de kommende fire år.

Husk at stemme. Som Liberal Alliance så rigtigt har sagt: ”Hvis du stemmer på det samme, får du mere af det samme.”

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!