Debatindlæg: Hvorfor jeg som byrådsmedlem og formand for Østbroen har været nødt til at træde i karakter og anmelde lækket af fortrolige oplysninger

Som folkevalgt byrådsmedlem og formand for Østbroen har jeg et ufravigeligt ansvar: at beskytte retssikkerheden, værne om loven og stå vagt om det demokratiske fundament, vi alle bygger på. Dette ansvar gælder uanset, hvem der er ramt, og hvilke politiske interesser der måtte være på spil.

For nylig har jeg været vidne til en alvorlig overtrædelse af disse principper. En snæver kreds af personer – herunder byrådsmedlemmer og kommunens øverste embedsmand – har haft adgang til fortrolige oplysninger om en mulig politianmeldelse af et byrådsmedlem. Disse oplysninger er blevet lækket til offentligheden.

Ifølge forvaltningslovens § 27, stk. 1 har enhver, der virker inden for den offentlige forvaltning, “pligt til at iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres hverv erfarer om enkeltpersoners private, herunder økonomiske og helbredsmæssige forhold, […] når hemmeligholdelse er påkrævet af hensyn til de pågældende eller offentlige interesser.”

Dette er ikke en formalitet, men en grundpille i retssamfundet.

Når oplysninger om en mulig politianmeldelse spredes, før der overhovedet er rejst sigtelse – og før nogen ved, om det nogensinde vil ske – skabes der et billede af skyld, som ikke har noget juridisk grundlag. Det kan uopretteligt skade den pågældendes omdømme og retssikkerhed, selv hvis sagen aldrig bliver til noget.

Det er også værd at fremhæve, at lækket kom som en nærmest stille klokværk, kun få timer efter de fortrolige oplysninger blev givet. Det viser, at lækket ikke var et tilfældigt eller utilsigtet slip, men en planlagt handling med det klare formål at sprede oplysningerne hurtigt og skabe størst mulig skade.

Straffelovens § 152, stk. 1 fastslår, at det er strafbart for en offentlig ansat eller folkevalgt “uberettiget at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som vedkommende har fået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af sin stilling.” Strafferammen er bøde eller fængsel i op til seks måneder – og under skærpende omstændigheder op til to år. Når lækket sker med et politisk motiv, kan dette betragtes som en skærpende omstændighed.

I denne sag er der tale om særligt grove forhold:

• Lækket er ubestridt.og kan derfor ikke være en fejl, men en bevidst handling med det formål at skade en politisk modstander og dennes parti for at opnå egen politisk fordel.
• Det er ikke blot et brud på tavshedspligten, men et forsøg på at påvirke den demokratiske proces ved hjælp af ulovlige midler.

Som folkevalgt er jeg ikke blot moralsk, men også juridisk forpligtet til at reagere, når jeg bliver bekendt med ulovligheder. At se gennem fingre med dette ville være at acceptere, at lovbrud kan ske ustraffet, blot fordi gerningsmanden sidder tæt på magten. Det ville være et svigt over for de borgere, jeg er valgt til at repræsentere, og et brud på den tillid, som mit hverv hviler på.

Jeg har desværre ikke andet valg end at politianmelde alle, der har modtaget de fortrolige oplysninger – også selv om langt de fleste formentlig ikke bærer nogen skyld. Men da den skyldige ikke ønsker at træde frem, kan den skyldige ikke udpeges, og derfor må politiet igangsætte en efterforskning for at finde frem til, hvem der har begået lovbruddet. Når den skyldige gemmer sig, mistænkeliggøres alle andre i kredsen, og det er dybt uretfærdigt over for uskyldige personer, der nu må leve under en uberettiget skygge af mistanke.

Derfor har jeg valgt at træde i karakter og anmelde samtlige personer, der har haft kendskab til og adgang til de fortrolige oplysninger. Dette handler ikke om hævn eller partipolitik – det handler om at sikre, at loven gælder for alle, og at ingen kan misbruge deres position til at angribe politiske modstandere gennem ulovlige handlinger.

Vi kan ikke acceptere, at den demokratiske kamp forvandles til et spil, hvor fortrolige oplysninger bruges som ammunition. Borgernes tillid til det offentlige er uvurderlig, og som politikere er vi forpligtet til at beskytte den – selv når det er ubehageligt, upopulært eller kræver, at vi peger på egne kolleger.

Retssikkerheden er ikke til salg. Den er ikke til forhandling. Og den gælder for alle – også for os, der har fået betroet magten.

Den som synes det er forkert at anmelde et klart og ubestridt lovbrud har et problem.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!