Debat

Debatindlæg: Hvad mener Verdo kandidater om vindmøller?

Af Jens Peter Hansen, Asfergvej 13, Hvidsten

Søren Greve
Af Søren Greve 21. april 2026

I disse dage forsøger 80 kandidater til Verdo’s repræsentantskab at gøre opmærksom på sig selv i kampen om 56 pladser.

Nogle fremhæver deres CV. Andre kritiserer Verdo’s hidtidige kurs. Og omkring en fjerdedel er eller har været aktive i kommunalpolitik.

Men hvad mener kandidaterne om Fremtidens Fjernvarme?

Børge Olsen har meldt ud, at han bakker op om, at Verdo selv investere i egne vindmøller med elkabel direkte til varmeanlægget, og Simon Simonsen foretrækker at søge mod geotermisk energi.

Enhver seriøs kandidat bør – som Olsen og Simonsen – klart melde du, hvad de vil arbejde for. Hvordan fremtidens fjernvarme strikkes sammen, når kraftværket på pieren nedlægges, er helt afgørende for varmeprisen i årtier frem.

Verdo’s egne analyser peger klart på egne vindmøller og store akkumuleringstanke som nøglen til minimering af risici og lave stabile fjernvarmepriser. Der skal findes plads til 10 – 20 store vindmøller – op til 250 m høje – og tre 50 m høje akkumuleringstanke.  Og det vel at mærke indenfor en afstand på 8 – 10 km fra Randers C på et sted, hvor jorden er egnet til tunge vandtanke.

Set i lyset af, at et SF ledet flertal lægger op til på det kommende byrådsmøde at kyle VE projekter i Overgaard området i skraldespanden – endda inden der er lavet en miljøkonsekvensvurdering eller arbejdet med tilpasninger af projekterne – vil det som repræsentantskabsmedlem ikke være nok blot at nikke ja til vindmøller og akkumuleringstanke. Som repræsentantskabsmedlem medlem bør man også være klar til at bearbejde byrådspolitikere og advokere for en bred forståelse – også blandt de borgere, der får ændret deres udsigt.

Der venter en hård opgave. Når selvdeklarerede grønne partier som SF og Konservative til trods for masser af plads siger nej til VE i Overgaard området, bliver det godt nok svært at få de nødvendige politiske godkendelser tættere på Randers, hvor konflikterne uundgåeligt vil være større..

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!