De har brikker at flytte med

8. april 2014
De har brikker at flytte med

Siden efteråret 2012 har godt 1000 elever på fire af nordbyens skoler modtaget undervisning i skoleskak som en del af det normale skoleskema. Onsdag den 9. april mødes tre af skolerne og 400 af deres elever for at afgøre, hvem der har lært mest.

Skoler og boligområdet samarbejder
Arrangementet er et led i Dansk Skoleskaks satspuljestøttede socialprojekt The Right Move skoleskak i udsatte boligområder, der har til formål at afprøve og udvikle nye samarbejdsformer mellem folkeskoler og boligsociale indsatser.

En mængde undersøgelser har vist, at skoleskak styrker børns indlærings- og koncentrationsevne. Dermed er skoleskak relevant som et værktøj til at forbedre børns grundskoleforløb med en lettere vej til uddannelse og arbejdsmarked som gevinsten.

Det er en succeshistorie ingen tvivl om det. Vi kan tydeligt mærke, at det har gjort en forskel socialt. Det har givet mange af børnene nogle helt nye muligheder og har forgrenet sig videre, så børn og deres familier har været af sted til skakturneringer, har mødt andre børn og har haft nogle rigtig gode oplevelser sammen, fortæller Louise Hou Kragh, der er leder af den boligsociale indsats i Bysekretariatet på Flyvervej.

Kæmpestor vandrepokal
Randers Gigantstævne 2014 er det andet årlige af sin slags. Udover medaljer til alle elever er der trofæer til samtlige gruppevinder og en kolossal vandrepokal på højkant til den skole, der sammenlagt klarer sig bedst.

* Randers Gigantstævne 2014 arrangeres af Dansk Skoleskak i samarbejde med Bysekretariatet, Nørrevangsskolen, Vestervangsskolen og Hobrovejens Skole.