Helbred

De fleste danskere kender ikke anbefalingerne for alkohol – gør du?

Ny undersøgelse: Stort flertal aner ikke, hvornår de drikker for meget

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. november 2025

Alkohol fylder meget i danskernes hverdag – til fester, middage og sociale arrangementer. Men en ny landsdækkende undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at langt de fleste danskere faktisk ikke ved, hvornår de ifølge Sundhedsstyrelsen drikker for meget.

8 ud af 10 kender ikke anbefalingerne

Siden 2022 har Sundhedsstyrelsen haft klare anbefalinger for, hvor meget alkohol man højst bør drikke. Alligevel kender langt de fleste dem ikke.

I en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 3.023 danskere i alderen 18-74 år svarer 83 procent, at de hverken kan angive anbefalingen for mænd eller kvinder, når det gælder det samlede antal genstande om ugen.

Samtidig kan 87 procent hverken nævne, hvor meget mænd eller kvinder højst bør drikke på én dag.

Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse:

Hvis man ikke ved, hvor meget alkohol, der er for meget, kan man måske have et sundhedsskadeligt alkoholforbrug uden at vide det,« siger Peter Dalum, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.

10 genstande om ugen – og højst 4 ad gangen

Alkohol øger risikoen for mere end 200 sygdomme og tilstande, herunder flere kræftformer. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man:

  • Højst drikker 10 genstande om ugen
  • Højst drikker 4 genstande på én dag

Anbefalingerne er de samme for både mænd og kvinder. Holder man sig inden for disse grænser, har man en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol.

Alligevel viser Sundhedsstyrelsens tal, at 16 procent af de voksne danskere – svarende til mere end 700.000 personer – drikker mere end de anbefalede maksimalt 10 genstande om ugen.

Ifølge Peter Dalum ville flere nok tænke mere over, hvor meget de drikker, hvis de kendte anbefalingerne.

Ingen mængde alkohol er helt risikofri

Anbefalingerne er ikke en opfordring til at drikke, men en øvre grænse for, hvor meget man maksimalt bør indtage.

Peter Dalum understreger, at man aldrig bør drikke alkohol for sin sundheds skyld – blandt andet på grund af sammenhængen mellem alkohol og kræft:

Selvom risikoen for at få kræft som følge af alkohol stiger med antallet af genstande, der drikkes, så er der ingen nedre sikker grænse, hvor man kan sige, at alkoholindtaget er risikofrit, siger Peter Dalum.

Alkohol øger risikoen for mindst syv forskellige kræftformer: kræft i mundhulen, svælget, spiserøret, struben, leveren, tyktarmen samt brystkræft.

Så meget er én genstand

Hvis man vil holde øje med sit forbrug, kræver det også, at man ved, hvad en genstand egentlig er. I undersøgelsen forklares det sådan:

Én genstand svarer til:

  • 1 almindelig øl
  • 1 glas vin
  • 1 alkoholcider (f.eks. Somersby eller Mokaï)
  • 1 alkopop (f.eks. Bacardi Breezer eller Smirnoff Ice)
  • 1 drink/cocktail
  • 1 stort shot stærk spiritus (f.eks. vodka eller tequila)
  • 2 store shots mindre stærk spiritus (f.eks. Ga-Jol eller Fisk)

Derudover gælder:

  • 1 flaske vin = 6 genstande
  • 1 flaske spiritus = 20 genstande

Sådan er undersøgelsen lavet

Undersøgelsen indgår i rapporten ”Alkoholvaner i Danmark 2024” fra Kræftens Bekæmpelse.

Den bygger på svar fra 3.023 personer mellem 18 og 74 år. Data er indsamlet af analyseinstituttet Voxmeter i perioden maj til juni 2024. Undersøgelsen er nationalt repræsentativ i forhold til køn, alder og region.

Rapporten kortlægger blandt andet:

  • Danskernes alkoholforbrug
  • Oplevelser med den danske alkoholkultur
  • Holdninger til forebyggende tiltag
  • Viden om sammenhængen mellem alkohol og kræft
  • Kendskab til Sundhedsstyrelsens alkohol-anbefalinger

Indsatsen er finansieret af Puljen til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.