Kultur

DanskHåndbold Nord satte fokus på fremtidens foreningsliv ved succesfuldt dialogmøde i Randers

Det var ikke bare kvindelandsholdet i håndbold, der torsdag indtog Arena Randers. Også en lang række kommunale repræsentanter og foreningsfolk fra hele Nordjylland satte før kampen hinanden stævne til et stort dialogmøde i DanskHåndbold Nord, hvor temaet var tiltrækning og tilknytning af medlemmer i foreningslivet.

DanskHåndbold Nord satte fokus på fremtidens foreningsliv ved succesfuldt dialogmøde i Randers
Fotograf Marc Sønderriis
26. november 2024
Af Benedikte Jensen

Tiderne hvor danskerne bare pr. automatik melder sig ind i den lokale idrætsforening er forbi. Tidsrøvere som facebook og netflix kæmper om vores opmærksomhed, og selvom DanskHåndbold Nord har oplevet medlemsfremgang de seneste år, kan den ikke tages for givet.

Torsdagens dialogmøde samlede aktører og beslutningstagere på tværs af det nordjyske til en drøftelse om, hvordan kommuner og foreninger på tværs spiller hinanden gode og sikrer de bedste forudsætninger for, at så mange nordjyder som muligt kan se sig selv blive en del af de stærke fællesskaber om idræt og foreningsliv.

Rasmus Mølgaard Diernæs, underviser på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole og direktør i Elitesport Vendsyssel, holdt et inspirerende oplæg om samarbejdet mellem skoler og foreninger i regionen. Gennem en såkaldt håndboldkaravane bliver eleverne præsenteret for håndbolden på en sjov måde i idrætstimerne, og det har givet mange lyst til også at prøve kræfter med sporten i fritiden.

”Elitesport Vendsyssel og vores håndboldkaravane har vist, hvordan vi kan engagere både skoler og foreninger. Det er vigtigt at møde vores børn, hvor de er, og inspirere dem til at komme ud og få sig rørt i nogle stærke fællesskaber. Det var en fornøjelse at dele vores erfaringer og samtidig hente inspiration fra andre kommuners arbejde,” sagde Rasmus Mølgaard Diernæs efter mødet.

Drøftelserne gav deltagerne nye perspektiver og konkrete idéer, som kan bruges i det lokale foreningsarbejde.

”For at sikre at vi også i fremtiden har et stærkt foreningsliv, er det afgørende, at foreninger og kommuner arbejder tæt sammen og inspirerer hinanden. Fællesskabet om idræt har så meget at tilbyde, og derfor er det også positivt, at så mange valgte at tage del i dagens arrangement,” siger Heino Knudsen, adm. direktør i DanskHåndbold.

Efter det faglige program overværerede deltagerne landskampen mellem Danmark og Norge.

Find din indre julemand frem, når julelastbilen kommer til Randers

Læs også: Find din indre julemand frem, når julelastbilen kommer til Randers

Tilmeld dig vores nyhedsbrev