Forbruger
Danskerne har et stort overforbrug og køber for meget – ny kampagne opfordrer os til at købe ingenting
Hvis alle mennesker i verden levede som danskerne, ville der i 2025 være behov for hele 4,7 jordkloder. Det viser de nyeste beregninger fra 2030-panelets Verdensmålsrapport. Et af de største problemer findes i vores tøjforbrug.
Hvis alle mennesker i verden levede som danskerne, ville der i 2025 være behov for hele 4,7 jordkloder. Det viser de nyeste beregninger fra 2030-panelets Verdensmålsrapport. Et af de største problemer findes i vores tøjforbrug.
I gennemsnit køber hver dansker 10,9 kilo tøj og 2,3 kilo boligtekstiler om året – og samtidig smider vi 16 kilo tekstiler ud per person. Til sammenligning er gennemsnittet i EU 11 kilo. Hvert stykke tøj bliver kun brugt omkring syv gange, før det forlader garderoben.
”Alt dette er en påmindelse om, at vi danskerne halter bagefter på Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion. Og vi ved at forandringen er nødvendig,” fortæller Adda, som er Verdensmålsambassadør.
En butik med tomme hylder
På Verdensmålenes 10-års fødselsdag den 25. september åbner Verdensmålsambassadørerne en helt særlig butik i København – en butik, der ikke sælger noget som helst.
Kunderne vil blive mødt af tomme tøjstativer og prisskilte, der i stedet for rabatter viser fakta om overforbrug. Ved kassen får man en kvittering med et link til kampagnens ønskeliste på Ønskeskyen, hvor det eneste, der kan ønskes, er: ”Ingenting.”
Læs også:
Fokus på FN’s Verdensmål 12
Kampagnens budskab er at skabe opmærksomhed om FN’s Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion. Netop dette mål er det, Danmark klarer sig dårligst på.
”Vi har råd til et massivt overforbrug. Tøjet er billigt, let tilgængeligt og skifter efter den nyeste mode. Men de miljø- og klimamæssige konsekvenser mærker vi ikke altid direkte. Med kampagnen ønsker vi at minde folk om, at vælge anderledes, bremse overforbruget og gøre noget godt for kloden,” siger Adda fra Verdensmålsambassadørerne.
Fakta om danskernes forbrug
- Hvis hele verden forbrugte som danskerne, ville vi have brug for næsten fem jordkloder.
- Danmark er blandt de lande, der køber mest tøj i verden.
- Hver dansker smider i gennemsnit 16 kilo tekstiler ud om året (EU-gennemsnit: 11 kilo).
- Globalt bliver under 1 % af materialerne fra tøjproduktion genanvendt til nyt tøj. 13 % bliver genbrugt eller genanvendt, mens resten brændes.
- Eksporten af brugte tekstiler fra EU til resten af verden er tredoblet de seneste 20 år.
- Det kræver 1.400 liter vand at fremstille én T-shirt.
- Danskere køber årligt 10,9 kilo tøj og 2,3 kilo boligtekstiler – forbruget ventes at stige med over 60 % frem mod 2030.
- Danmark har gennem FN forpligtet sig til Verdensmål 12, men forbruget stiger fortsat år for år.
Kilde: 2030-panelets Verdensmålsrapport 2024/2025
Læs også: