Forbruger
Danske supermarkeder fører an i Europa på miljømærkede varer
Ny undersøgelse viser, at Danmark har det største udvalg – og at det grønne valg ofte er billigst
Danmark i front på miljøvenligt forbrug
Danske forbrugere har de bedste muligheder i Europa for at vælge miljøvenligt, når de handler i supermarkedet. En ny mystery shopping-undersøgelse i 13 europæiske lande viser, at Danmark topper listen, når det gælder udbuddet af produkter med miljømærker som Svanemærket og EU Ecolabel. Norge ligger som nummer to, mens Cypern og Grækenland befinder sig i bunden.
“Vi er rigtig glade for, at der er så stort et udvalg af produkter med Svanemærket eller EU Ecolabel i de danske supermarkeder. De officielle miljømærker gør det lettere for forbrugerne at tage hensyn til miljø og sundhed, og vi ved samtidig fra mange af vores test, at de er gode pejlemærker til at styre uden om unødig kemi,” siger Christel Søgaard Kirkeby, konstitueret projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi, der har stået for det danske supermarkedstjek.
Læs også:
Miljømærkede varer dominerer i danske kæder
Undersøgelsen viser, at Brugsen, Netto og Rema 1000 har et markant større udvalg af miljømærkede produkter inden for kategorierne bodylotion, rengøringsmiddel, bleer og toiletpapir end supermarkeder i de øvrige lande. Særligt Svanemærket er udbredt, men også EU Ecolabel fylder godt på hylderne.
Hos Rema 1000 er det desuden tydeligt, at kæden gør en ekstra indsats for at fremhæve de grønne valg. Supermarkedet adskiller sig ved at vise miljømærket direkte på prisskiltet, hvilket gør det lettere for kunderne at finde de bæredygtige varer.
Det grønne valg er billigere
En udbredt forestilling er, at miljømærkede produkter koster mere – men det afviser undersøgelsen. I Danmark er de miljømærkede produkter i gennemsnit 16 procent billigere end de ikke-mærkede alternativer. Faktisk viser resultaterne, at det grønne valg også er billigst i de fleste andre europæiske lande. Kun i Slovenien og Slovakiet er det markant dyrere.
”Miljømærkede produkter skal både være nemme at finde og til at betale, så det grønnere valg også bliver det nemme valg. Derfor er jeg også glad for, at supermarkeds-tjekket bekræfter, at miljømærkede produkter sagtens kan konkurrere på prisen med ikke-certificerede produkter. Det er også helt i tråd med de markedsundersøgelser, der tidligere er lavet,” siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Hun tilføjer:
”Vores egne undersøgelser viser dog også, at mange danskere synes, det kan være svært at finde varer med miljømærkerne, når de handler – og derfor både ønsker et større udvalg, og at butikkerne skilter mere tydeligt med de miljømærkede varer.”
Fakta: Sådan er undersøgelsen gennemført
Undersøgelsen er udført af Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) og Det Europæiske Miljøbureau (EEB) i samarbejde med nationale forbrugerorganisationer i 13 lande – herunder Danmark. Den er baseret på anonyme kundebesøg i supermarkeder, hvor tilgængelighed og pris på miljømærkede produkter blev undersøgt.
I Danmark har Forbrugerrådet Tænk Kemi gennemført tjekket i Brugsen, Netto og Rema 1000 – både i større og mindre butikker.
Læs også: