Annonce
Del på Facebook   Print siden

Danske ryttere er bange for bilister

Danmarkidag
Lørdag 25. november 2023 kl. 07:00

Danske ryttere er bange for bilister
86 procent af danske ryttere bevæger sig af og til ud på befærdede veje på hesteryg, men hver tredje føler sig kun sjældent eller aldrig tryg i trafikken.


En ud af tre danske ryttere føler sig kun sjældent eller aldrig trygge i trafikken. Forståeligt nok, for kun hver anden bilist tager hensyn, når de passerer en rytter på hesteryg i trafikken. To ud af tre heste er blevet skræmt af et forbipasserende køretøj, og det resulterer hvert år i ulykker, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.

86 procent af danske ryttere bevæger sig af og til ud på befærdede veje på hesteryg, men hver tredje føler sig kun sjældent eller aldrig tryg i trafikken. Og det er forståeligt nok, for alt for ofte udvises der mangel på viden om og respekt for heste blandt vejens andre trafikanter. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Xtreme Insight på vegne af Agria Dyreforsikring.

”Derfor ønsker vi at sætte fokus på hestes, rytteres og andre trafikanters sikkerhed, når de mødes i trafikken. Alle trafikanter har et medansvar for trafiksikkerheden, og med øget viden og bevidsthed om udfordringerne er det muligt at øge trafiksikkerheden for alle trafikanter,” mener Tine Stabell, der er administrerende direktør i Agria Dyreforsikring.

”Hvert år bliver heste og ryttere ramt af biler i trafikken, og resultatet kan være alt lige fra småskrammer til aflivning af hesten. En hest kan aldrig blive 100 % trafiksikker, men blot ved at justere på ganske få knapper, kan mange uheldige hændelser i trafikken forebygges,” mener Tine Stabell.

Alvorlig risikoadfærd

Agria Dyreforsikrings undersøgelse viser, at kun hver anden bilist sætter farten ned, når de passerer en rytter til hest, og flere end to tredjedele af alle heste er blevet skræmt af et forbipasserende køretøj.

”I Agria Dyreforsikring ønsker vi fokus på den alvorlige risikoadfærd blandt vejens andre trafikanter i mødet med heste, som f.eks. at køre for tæt på heste-ekvipager, at køre for hurtigt forbi, at negligere signaler fra ryttere og i værste fald at bruge hornet,” forklarer Tine Stabell og tilføjer:

”Det viser sig desuden, at det de færreste bilister, der ved, at heste ifølge færdselsloven betragtes som et køretøj, og at man som rytter derfor ikke må ride på f.eks. cykelsti eller fortov.

Reducer hastigheden og øg afstanden

Næsten halvdelen af de adspurgte har en hest, der er blevet skræmt af forbipasserende mountainbikere. Omkring 20 procent har heste, der er blevet skræmt af løbere og/eller hunde, og tæt på 10 procent af alle heste er kommet til skade pga. et uheld i trafikken.

”Blot ved at gøre to helt simple ting, kan alle trafikanter bidrage til at skabe et mere sikkert trafikmiljø i mødet med hesteekvipager: Reducere hastigheden og holde afstand,” opfordrer Tine Stabell og fortsætter:

”Lav hastighed er afgørende i mødet med heste, fordi det giver større mulighed for, at både rytter og bilist kan nå at handle på pludselige hændelser. Hvis du samtidig som bilist udviser respekt og er opmærksom på rytterens eller kuskens tegn, f.eks. hvis vedkommende vifter hånden op og ned for at bede om nedsat hastighed, nedsættes risikoen for uheld yderligere,” mener Tine Stabell.

*300 hesteejere deltog i undersøgelsen udført af Xtreme Insight på vegne af Agria Dyreforsikring.

Sådan kan du øge trafiksikkerheden for hest & rytter:

I BIL

• Vis hensyn. Heste er store dyr, som nemt kan blive bange og være svære for rytteren at styre, hvis de bliver overraskede, f.eks. af en bil, hurtige bevægelser eller høje lyde.
• Sæt farten betydeligt ned, når du ser en hest i trafikken.
• Hold sikker afstand til en hest, der går langs vejen – en skræmt hest kan løbe ind på vejen uden varsel.
• Kan du ikke komme forbi, så bliv bagved i god afstand til hesten, indtil du kan passere
• Vær opmærksom på rytterens/førerens signaler: Hvis rytteren giver tegn til dig om at sænke farten eller stoppe op, så respekter det. Det kan være, fordi hesten er bange for noget.
• Hvis flere heste skal krydse din vej, så lad hele selskabet komme over, inden du kører videre.
• Hvis du kører med en last, der rasler eller flagrer, skal du være ekstra forsigtig, da det kan skræmme hesten.
• Blænd ned, hvis du møder en hest i mørket.
• Undlad at bruge hornet! Det skræmmer hesten og øger risikoen for ulykker.

PÅ CYKEL

På cykel er du næsten lydløs, og derfor vil hest og rytter ofte først opdage, at du kommer cyklende, når du er tæt på. Det kan overraske og skræmme hesten. Lyden af trillende cykler kan desuden lyde som insekter, og dette kan ligeledes virke skræmmende på hesten.

• Vær sikker på, at hest og rytter ved, du nærmer dig.
• Undlad at bruge ringeklokken – lyden kan forskrække hesten.
• Sæt farten ned i god tid, inden du når frem til hest og rytter.
• Undlad at råbe op, men tal i stedet roligt til rytteren fra god afstand, så vedkommende er klar over, at du er på vej.
• Kør langsomt forbi i god afstand.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

Sådan er danskernes rejsevaner påvirket af den økonomiske situation
Sådan er danskernes rejsevaner påvirket af den økonomiske situation
Danmarkidag
Ankesager trækker dyrenes lidelser i langdrag
Ankesager trækker dyrenes lidelser i langdrag
Danmarkidag
2023 slog rekord i online svindel: e-mærket forudser fortsat stigning
2023 slog rekord i online svindel: e-mærket forudser fortsat stigning
Danmarkidag
Himmelflugten fortsætter: Danske grisetransporter sætter rekord
Himmelflugten fortsætter: Danske grisetransporter sætter rekord
Danmarkidag
Ny undersøgelse: Huller i asfalten har ført til farlige situationer for fire ud af ti cyklister
Ny undersøgelse: Huller i asfalten har ført til farlige situationer for fire ud af ti cyklister
Danmarkidag
Brændeovn, bøder og særregler udfordrer boligkøberne
Brændeovn, bøder og særregler udfordrer boligkøberne
Danmarkidag
Bidskader er alvorlige – giv dem nu den opmærksomhed, de fortjener!
Bidskader er alvorlige – giv dem nu den opmærksomhed, de fortjener!
Danmarkidag
Farvel til sorte kødbakker hos Coop
Farvel til sorte kødbakker hos Coop
Danmarkidag
Dårlig ledelse øger sygefravær: Giv smerter en plads i trivselsmålingerne
Dårlig ledelse øger sygefravær: Giv smerter en plads i trivselsmålingerne
Danmarkidag
Nyt rekordår for hastighed på motorvejene
Nyt rekordår for hastighed på motorvejene
Danmarkidag
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder