Trafik
Danmark Rundt ruller gennem Randers Kommune i dag – Følg anvisningerne og skab festlige rammer for alle
5. etape byder på skarpe stigninger, vejspærringer og masser af tilskuerpladser
I dag, lørdag den 16. august bliver vejene i Randers Kommune forvandlet til en festlig kulisse for Danmarks største cykelløb. Når feltet i PostNord Danmark Rundt rammer kommunen, venter både stejle bakker, korte vejspærringer og tusindvis af cykelglade tilskuere.
Ruten gennem Randers Kommune
Rytterne kører ind i kommunen østfra ved Mariager og fortsætter mod Gassum via Kærby. Derefter går ruten ad Mariagervej gennem Hvidsten og Kondrup til Råsted på Hobrovej.
Fra Råsted fortsætter feltet til Øster Bjerregrav og videre til Læsten på Viborgvej. Herfra går turen mod Ålum, hvor rytterne skal op ad den frygtede “Tour de France-bakke”.
I Langå rammer cykelfeltet Ulstrupvej, inden de drejer fra Bredgade til venstre ad Væthvej. Kort efter forlader de Randers Kommune med høj fart – og høj puls – via Væthbakken og et højresving mod Laurbjerg.
Læs også:
Parkering og tilskuerråd
Kommunen opfordrer tilskuerne til at parkere på sideveje og gå eller cykle det sidste stykke til ruten. Det letter trafikken og giver bedre forhold for rytterne.
Det er tilladt at parkere i yderrabatten, hvis man kan undgå at holde på selve kørebanen. Parkering på kørebanen kan være til fare for både ryttere og tilskuere. Følg altid skilte og anvisninger fra Politi og officials.
Trafik og transport
Der kan opstå midlertidige trafikændringer og kortvarige vejspærringer på de strækninger, hvor feltet kører. Borgerne opfordres til at planlægge rejsen i god tid og holde øje med aktuelle meldinger på Vejdirektoratets trafikinfo.
Hvis det er muligt, anbefales det at lade bilen stå og i stedet tage cyklen eller gå til ruten.
Sådan får du den bedste oplevelse
- Kom i god tid, hvis du vil sikre dig en god plads.
- Stå altid i sikker afstand fra kørebanen.
- Medbring gerne flag, bannere og godt humør – men undgå at komme for tæt på rytterne.
- Respekter afspærringer og følg anvisninger fra officials.
Med både stejle bakker, tætpakkede veje og et stærkt cykelfelt er der lagt op til en dag, hvor Randers Kommune endnu en gang bliver centrum for en sportslig folkefest.
Læs også: