Nyheder

Danmark får ny masteruddannelse: Skal ruste samfundet mod kriser og trusler

Et nyt masterforløb på Roskilde Universitet skal uddanne medarbejdere fra både myndigheder og virksomheder i at håndtere alvorlige kriser og trusler. Det er ifølge universitetet det første forløb af sin art i Danmark.

Maria Just
Af Maria Just 17. september 2026

Hvordan skal myndigheder, virksomheder og andre centrale aktører samarbejde, når Danmark rammes af en alvorlig krise?

Det spørgsmål kommer til at stå centralt i et nyt masterforløb i samfundssikkerhed og totalberedskab på Roskilde Universitet.

Torsdag den 17. september begynder det første hold på modulet ”Tværgående koordinering og totalberedskab”. Undervisningen skal blandt andet give deltagerne viden om samarbejdet på tværs af myndigheder og virksomheder, når alvorlige kriser og trusler skal forebygges og håndteres.

Stor interesse fra både virksomheder og myndigheder

Ifølge Roskilde Universitet har der været stor søgning til den nye efter- og videreuddannelse fra ansatte i både den offentlige og private sektor.

Universitetet kæder interessen sammen med et sikkerhedsbillede i forandring og øgede krav til dansk beredskab og samfundssikkerhed.

“Danmark er kommet ud af startboksen, når det gælder forskningsbaseret kompetenceudvikling inden for beredskab og samfundssikkerhed, og den store søgning fra både den private og offentlige sektor afspejler, at der er stort behov for denne type af uddannelsestilbud,” siger lektor Rasmus Dahlberg, vicecenterleder og ansvarlig for SECURE’s efter- og videreuddannelsesprogram på Roskilde Universitet.

Minister deltager ved åbningen

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen deltager, når det første hold begynder. Det nye uddannelsestilbud skal være både forskningsbaseret og praksisnært og sætte fokus på de kompetencer, der er nødvendige, når forskellige dele af samfundet skal arbejde sammen om beredskab og sikkerhed.

“Det skærpede trussels- og sikkerhedsbillede stiller nye krav til hele det danske samfund og til, at vi har den rette viden og de rette kompetencer til at løfte opgaven. Derfor er jeg glad for, at Roskilde Universitet nu kan tilbyde forskningsbaseret efteruddannelse på masterniveau i samfundssikkerhed og totalberedskab. Det er præcis den type forskning og praksisnære viden, vi har brug for, hvis vi skal styrke Danmarks beredskab og sikkerhed,” siger Kristin B. Munksgaard, prorektor for uddannelse på Roskilde Universitet.

Nyt center med fokus på samfundssikkerhed

Masterforløbet udspringer af Center for Samfundssikkerhed og Resiliens, SECURE, på Roskilde Universitet.

Centeret blev etableret den 1. september 2025 og er ifølge universitetet Danmarks første universitetsbaserede forskningscenter med et entydigt fokus på samfundssikkerhed og resiliens.

SECURE samarbejder med myndigheder, organisationer og virksomheder om behovet for ny viden og kompetencer inden for området.

Med det nye mastermodul er ambitionen at omsætte forskningen til viden, som kan anvendes i praksis og bidrage til at styrke Danmarks beredskab og sikkerhed.