I seneste udgave af LOs seniorblad ‘Liv & lidt mere’ giver MF og formand for Folketinget Mogens Lykketoft (S) en sønderlemmende kritik af det dagpengesystem, vi har i dag. Han kalder det det mest brutale angreb på Den Danske Model, som hidtil er gennemført. Vi kan desværre kun være alt for enige.
Med ét hug blev dagpengeperioden i 2010 halveret fra fire til to år, anført af Dansk Folkeparti, og samtidig fordoblede man genoptjeningsperioden fra 26 til 52 uger. De sørgelige konsekvenser er, at ca. 30.000 mennesker mister dagpengeretten.
I gamle dage kunne man få bistandshjælp (som det hed dengang), hvis man ikke havde ret til dagpenge. Og hvis man ejede et hus, fik man et reduceret beløb, hvoraf en del skulle betales tilbage til kommunen, når man fik arbejde igen. På den måde var der spændt et sikkerhedsnet ud under alle, og man skulle virkelig træde ved siden af mange gange, inden man faldt igennem.
Sådan er det ikke i dag. Et eksempel: En jord- og betonarbejder har købt et lille hus sammen med sin kæreste, og de har to børn. Han bliver fyret og kommer på dagpenge i to år, indtil han falder ud af dagpengesystemet. Nu kan han ikke få kontanthjælp, fordi han har formue (sit hus). Familien må sætte huset til salg, men huset bliver ikke solgt, og de må til sidst lade det gå på tvangsauktion.
Huset bliver solgt til langt under prisen, og familien står nu med en kæmpe gæld. De flytter i en lille lejebolig. Manden kan stadig ikke få kontanthjælp, fordi hans kæreste skal forsørge ham i flg. reglen om gensidig forsørgerpligt, som trådte i kraft d. 1. januar 2014. Pengene slår ikke til, og forældrene må flytte fra hinanden, så faren kan få kontanthjælp. Børnene trækkes gennem en skilsmisse, hvor mor og far kæmper om retten til børnene.
Hvordan skal man overbevise folk om, at de skal være medlem af en a-kasse, når det i sidste ende ikke er en sikkerhed? Fagforeningerne oplever i disse år et konstant faldende medlemstal. Det er et problem, fordi det er fagforeningerne, der forhandler overenskomster med arbejdsgiverne. Dét er den danske model: Arbejdsgiverne og arbejdstagerne forhandler løn- og arbejdsvilkår, og arbejdstagerne er villige til at strække sig langt i fht. sikkerhed i ansættelsen og lønudvikling mod, at de til gengæld får en sikkerhed i form af et dagpengesystem, der samler folk op, hvis de bliver fyret.
I disse år, hvor flere og flere arbejdspladser flytter ud af landet, og hvor danske arbejdere er i skarp konkurrence med billig arbejdskraft fra andre lande, burde det være i alles interesse at sikre et dagpengesystem, der giver folk en reel sikkerhed.
De økonomiske bekymringer, som mange familier har, bremser både købekraften, og dermed efterspørgslen på varer, og de sætter en kæp i hjulet for salg af huse. Folk tør simpelthen ikke købe hus under de usikre forudsætninger. På den måde forlænger politikerne på Christiansborg den recession, vi er inde i, hvor de ellers netop burde gøre det modsatte.
Og samtidig udhules Den Danske Model, som har fungeret rigtig godt og har været en fleksibel og sikker løsning for samfundet og for mennesker i mange år. Den kaldes også flexicurity, som er et ord, der er sammensat af flexibility og security. Men nu er securityen ved at forsvinde, og det indebærer gennemgribende ændringer af vores samfund.
Vi foreslår, at man genindfører en 26-ugers genoptjeningsperiode for dagpengene. Og det skal være en ret, man har, når dagpengene udløber, således at ingen længere efterlades på perronen, når toget er kørt. Det er sidste udkald, og hvis regeringen ikke lytter nu og kommer fagbevægelsen i møde på dette område, vil Den Danske Model falde fra hinanden, og arbejdsmarkedet vil bryde sammen.
Er det virkelig det, man ønsker?
![]()
Læs også: