10.000 tilskuere til en basketballkamp kan lyde som en amerikansk drøm, men det er ikke desto mindre det, Randers Cimbria står overfor om få uger.
Den 11. oktober lægger Jyske Bank Boxen gulv til danmarkshistoriens største basketballevent, når fire af landets bedste hold sætter hinanden stævne til et show fra absolut øverste hylde.
Randers Cimbria, Hørsholm 79ers, Svendborg Rabbits og de danske mestre fra Bakken Bears vil være det sportslige midtpunkt i festen, som har til formål at skabe opmærksomhed omkring sporten og vise, hvad basketballkulturen har at byde på.
I USA er man ekstremt dygtige til at optimere rammen omkring kampene med lys, lyd og masser af underholdning. Efter det forbillede vil vi gerne give sportsinteresserede danskere en mulighed for at opleve nogle af dansk eliteidræts dygtigste atleter kombineret med topunderholdning, siger Vickie Jo Ringgaard, der er marketing og eventkoordinator hos Bakken Bears, som står bag arrangementet.
Udover de to kampe vil der være underholdning med Djämes Braun, Klumben & Raske Penge og L.I.G.A., og Uffe Holm er konferencier. Desuden vil publikum få fornøjelse af en stribe dygtige dansere og et lysshow, der ikke tidligere er set til et sportsarrangement på dansk grund.
* De to kampe, der bliver spillet i Jyske Bank Boxen 11. oktober, er ligakampe. Første kamp står mellem Hørsholm 79ers og Randers Cimbria, mens Bakken Bears møder Svendborg Rabbits i den anden kamp.
Læs også: