Nyheder

Byg, hyg og få vilde idéer sammen med Opfinderskolen

Fantasi, nytænkning og evnen til at få skæve idéer. Det er noget, som børn er mestre i! På Museum Østjylland får børn i vinterferien chancen for at udfolde deres kreativitet og få skæve idéer, når børn i alle aldre inviteres indenfor i en sjov workshop.

Byg, hyg og få vilde idéer sammen med Opfinderskolen
I vinterferien giver børn den gas med skæve idéer og opfindertrang, når de sammen med Opfinderskolen på Museum Østjylland bygger fantasifulde biler og tester dem på en forhindringsbane. ”De fjernstyrede køretøjer bliver lige, som du selv synes, de skal være – for det er jo dig, der bygger dem!” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen. Foto: Opfinderskolen
26. januar 2025
Af Benedikte Jensen

Her skal de sammen med de seje fyre fra Opfinderskolen bygge små, lækre og fantasifulde biler og bagefter teste dem på en lang forhindringsbane. Det er gratis at lege med, og arrangementet er for børn og deres voksne.

Vinterferie: Opfind med Opfinderskolen!

  • Mandag den 10. februar og tirsdag den 11. februar 2025, begge dage kl. 11 – 14.
  • Sted: Museum Østjylland, Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
  • Gratis. For børn og deres voksne.

Både mandag og tirsdag i vinterferien skal der tændes for opfinderhatten på museet, når Opfinderskolen guider alle drenge og piger gennem den sjove workshop. Der bliver brug for limpistoler, alle mulige dimser og dutter og ikke mindst maskiner, der skal være den tekniske indmad i børnenes design-biler. Maskinerne udlånes af Opfinderskolen.

”Vi slår et slag for de gode idéer, for fantasien og for evnen til at tænke på tværs, omvendt og helt skørt,” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Workshoppen kører derudad fra klokken 11 til 14 begge dage.

Små elektriske drømme

Ved lange borde på museet kan børnene udtænke, hvordan en fjernstyret bil ser bedst ud og ikke mindst kører bedst. Skal det være en rummelig stationcar til hele familien? Eller måske en lille smart bil, der kan køre virkelig hurtigt? Opfinderskolen står klar som fødselshjælper for alle de gode idéer, så børnene i workshoppen får lavet netop deres drømmebil.

”Vores verden har brug for opfindsomhed og nytænkning. Vi har brug for opfindere! Tænk for eksempel på den lille elektriske bil, ellerten, som i år kan fejre 40-års jubilæum. Nogen skulle udtænke den, nogen skulle bygge den – og hvorfor ikke starte med at tænke og bygge kreativt i vinterferien?” siger museumsinspektøren, der helt sikkert er inspireret af museets nye særudstilling Ellert – elektriske drømme!

Sidste chance: Sjældne og unikke LEGO-sæt til salg på Klodsfestival i Randers

Læs også: Sidste chance: Sjældne og unikke LEGO-sæt til salg på Klodsfestival i Randers

Forløber for udbredt el-bilisme

Museum Østjylland viser nemlig samtidig med opfinder-workshoppen en sjov og charmerende særudstilling om ellerten, der blev udtænkt og produceret i Randers.

”Dengang for 40 år siden, var der måske nogle, der fnisede lidt af sådan et elektrisk køretøj, for biler skal da drives af benzin og diesel! Men i dag med elbiler, der fylder på gader og veje, kan alle vist se, at idéen med eldrevne biler var både fremsynet og bæredygtig,” siger Lisette Berg Andersen.

Har børnene brug for et lille pusterum i Opfinderskolens workshop, kan de gå på opdagelse i Ellert – elektriske drømme. Her kan de se 15 ellerter med hver deres sjove historie, se hvordan en ellert ser ud indeni, prøve at sidde i én og i det hele taget blive trukket ind i fortællingen om det spøjse køretøjs op og nedture.

Testkørsel i museumsrum

Når børnene har udtænkt en god bil-idé og derefter bygget bilen, skal den selvfølgelig afprøves i praksis. Børnenes nyopfundne bil-designs prøvekøres på en lang forhindringsbane, der er lavet til lejligheden inde i museets udstillingsrum.

”Der bliver drøn på! Og det bliver så sjovt og spændende at se, hvad børn kan udtænkte af vilde bil-idéer, når de bare får materialerne, inspirationen og hjælpen til det!” siger Lisette Berg Andersen.

Når workshoppene er slut, får børnene selvfølgelig jeres designs med hjem.

Iskold søndag venter: Frostgrader og bidende vind i hele landet

Læs også: Iskold søndag venter: Frostgrader og bidende vind i hele landet

Brand i Verdo-silo på Randers Havn: Slukningsarbejdet fortsætter

Læs også: Brand i Verdo-silo på Randers Havn: Slukningsarbejdet fortsætter

Tilmeld dig vores nyhedsbrev