Vejr
Bus kørt i grøften ved Randers i aftes – heldigvis ingen tilskadekomne
Weekendens vintervejr har skabt udfordringer på vejene, men heldigvis slap de fleste uskadt fra de glatte førerforhold.
Østjyllands Politi har modtaget anmeldelser om nogle forskellige færdselsuheld, herunder også søndag aften kl. 21.30, hvor politiet modtog en anmeldelse om, at en bus var kørt i grøften på Hadstenvej i Randers SV.
Ifølge anmeldelsen var bussen væltet, men da politiet kort tid efter kom frem på ulykkesstedet, viste det sig dog, at bussen rettelig var gledet stille af vejen og kørt ned i grøften.
I alt ni personer havde befundet sig i bussen, men ingen personer var umiddelbart kommet til skade, og der var derfor ikke yderligere behov for politiets indblanding i sagen.