Erhverv
Borgere har reddet 19 dagligvarebutikker i Østjylland – nu kan flere byer få deres egen købmand
Lokalt sammenhold og økonomisk opbakning har sikret dagligvarebutikker i 19 østjyske landsbyer. Nu har Dagrofa udpeget yderligere syv byer i Østjylland, hvor der kan være grundlag for en lokal købmand.
I 19 mindre byer i Østjylland har borgerne selv været med til at sikre, at der fortsat er en lokal dagligvarebutik. Gennem økonomiske bidrag og lokalt engagement har landsbyerne været med til at bevare indkøbsmulighederne tæt på hjemmet.
Det gælder blandt andet Asferg og Gassum ved Randers, Balle og Mørke på Djursland samt Hylke og Virring længere mod syd.
Og udviklingen kan fortsætte. Dagrofa har nemlig udpeget syv yderligere byer i Østjylland, hvor der vurderes at være kundegrundlag for en dagligvarebutik.
Borgerne skal selv være med
En afgørende forudsætning for at etablere butikkerne er, at borgerne bakker op om projektet og bidrager økonomisk.
Det sker blandt andet ved, at lokale borgere køber anparter i butikken. Samtidig kan der søges støtte fra fonde og forskellige puljer.
”Vi kan se, at kundegrundlaget er der, men butikken kommer kun, hvis borgerne vil være med til at eje den. Vi tror på et Danmark i bedre balance, hvor ingen skal have for langt til at købe ind. Det var derfor, vi gav vores samfundsløfte for fem år siden, og det står vi ved. Men et løfte er kun noget værd, hvis man også gør noget ved det. Derfor går vi nu selv ud og peger på, hvor der er plads til de næste butikker,” siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.
Læs også:
Flere end 50 byer har potentiale
På landsplan har Dagrofa identificeret mere end 50 mindre byer, hvor der vurderes at være et tilstrækkeligt kundegrundlag til en dagligvarebutik.
Men selv om kunderne er der, kan økonomien være en udfordring.
”Sammenhængskraften er vigtig i Danmark. Vi må ikke trække alt mod de største byer. Men vi kan ikke løfte det alene. Den sidste finansiering er stadig den sværeste del, fordi mange banker tøver med at låne ud i de små byer,” siger Brian Videbæk, direktør for Landdistriktsudvikling og Butiksprojekter i Dagrofa.
For at hjælpe nye lokale butiksprojekter fortsætter Dagrofa i 2027 sin Landsbypulje, hvor der kan søges om op til 600.000 kroner.
Endnu en østjysk butik på vej
Siden 2016 har borgere i samarbejde med Dagrofa været med til at etablere 124 borgerstøttede dagligvarebutikker rundt om i Danmark.
Alene i Østjylland er der 19 butikker, og snart kan endnu en føjes til listen.
I Øster Tørslev er en ny borgerstøttet dagligvarebutik nemlig på vej med planlagt åbning i november.
Her har borgerne sikret deres lokale butik
De 19 borgerstøttede dagligvarebutikker i Østjylland ligger i følgende byer:
Min Købmand: Asferg, Balle, Daugård, Gassum, Hylke, Klovborg, Mejlby, Mørke, Nim, Nimtofte, Nørager, Pindstrup, Stenderup ved Hedensted, Virring, Øster Bjerregrav, Ørting og Laurbjerg.
Let-Køb: Gjerrild og Hundslund.
Dagrofa har siden 2021 arbejdet ud fra et mål om at åbne dagligvarebutikker i landsbyer med mindst 600 indbyggere, hvor der samtidig er tilstrækkelig lokal opbakning.
Med syv potentielle nye butikker i Østjylland kan flere lokalsamfund derfor få mulighed for at sikre deres egen købmand i de kommende år.
Læs også: