Kun 4 procent tror, at faldet varer ved mere end to år.
Samtidig angiver 40 procent, at forventning om faldende priser har enten betydning eller afgørende betydning for deres beslutning om at købe. Undersøgelsen er gennemført blandt 1.000 personer i EDCs brugerpanel, men resultaterne er alene baseret på svar fra de deltagere, som angiver at de er i markedet som købere.
Der er ikke den store varians i købernes forventninger hen over landet. I region Sjælland forventer 60 procent at priserne stabiliserer sig inden for det kommende år, mens 73 procent af boligkøberne i region Syddanmark har samme forventninger til priserne. Blandt nuværende boligejere er forventningerne til stabiliserende priser lidt højere end blandt nuværende lejere: 69 procent blandt ejerne mod 58 procent blandt lejerne.
“Det er overraskende, at der ikke er større forskelle på forventningerne i de forskellige dele af landet,” siger statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE Jesper Hedegaard Jensen fra EDC Ønskebo i Randers.
“Vi har trods alt to helt forskellige markeder. I HT-området er priserne faldet 30-35 procent over en tre-årig periode i modsætning til store dele af provinsen, hvor priserne først begyndte at falde for et års tid siden. Alligevel er der stort set enighed om at prisfaldet vil standse i løbet af det kommende år.”
“Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at det er i region Hovedstaden, at disse forventninger vil blive indfriet. Vi ser allerede nu at prisfaldene aftager i styrke i hovedstaden samtidig med at salget retter sig,” siger Jesper Hedegaard Jensen.
“I Jylland – udenfor Århus – forventer vi derimod fortsat faldende priser. Her er der stadig en del boligsælgere, der forventer at få det samme for boligen i dag som de kunne i 2007, men efterhånden som de erkender at de ikke får solgt til de priser, vil priserne også blive sat ned der.”
Ikke så overraskende er forventningen om faldende priser af størst betydning for de købere, der i dag bor til leje: For 69 procent af lejerne har forventningen om faldende priser enten nogen eller stor betydning for deres beslutning om at købe, mens det tilsvarende tal for boligejere er 28 procent.
Deltagerne er ligeledes blevet spurgt om de følger med i renteudviklingen. Hele 87 procent af mændene og 75 procent af kvinderne oplyser, at de følger renteudviklingen tæt, og det er uanset om de bor i ejer-, andels- eller lejebolig. Der er således både blandt boligkøbere og øvrige danskere stor fokus på den betydning renten har for vores privat- og boligøkonomi.