Nyheder
Bog & idé har kåret årets brætspil 2025
Danske familier har testet og stemt – fire spil løber med titlen
Rekordstor interesse for brætspil
Brætspil fylder stadig i de danske hjem, og interessen er stigende. Det viser Bog & idé’s årlige kåring af årets brætspil, hvor familier fra hele landet har testet og vurderet en lang række spil. Ifølge kædens administrerende direktør, Marianne Lyngby Pedersen, er glæden ved spilletid tydelig:
”Glæden ved at samles om et spil er tydelig, og det er positivt at se, at så mange både vil spille med og bidrage til at finde årets vinderspil,” siger hun.
Læs også:
Testet ved spisebordene
Processen bag kåringen bygger på, at spilproducenter indsender deres spil i fire kategorier. De bliver herefter spillet og vurderet af testfamilier, som giver point ud fra blandt andet underholdningsværdi, reglernes tydelighed og spillets evne til at samle folk.
”Vi er så glade for vores testfamilier, de gør et stort stykke arbejde med at spille og vurdere alle spil. Når de peger på en vinder, ved vi, at det er et spil, der også virker hjemme i stuerne, og som folk rent faktisk har lyst til at finde frem igen og igen,” siger Marianne Lyngby Pedersen.
Her er vinderne
De fire spil, der kan kalde sig Årets Spil 2025, er:
- Årets børnespil: Pizza Express
Testfamilie: ”Et sjovt og taktisk spil, som kan spilles af alle. Der er fart i spillet, og det er nemt at forstå.”
- Årets familiespil: LEGO Brick Like This!
Testfamilie: ”Fantastisk spil både for voksne og børn. Her kan børnene kæmpe på lige fod med de voksne, og de har flere gange slået de voksne. Spillet bliver spillet igen og igen.”
- Årets voksenspil: Hint Classic
Testfamilie: ”Hint sikrede som altid hyggelig og sjov underholdning. Denne udgave gav flere grin, da den var sjovere i sine hints – alle kunne være med.”
- Årets nyhed: Hint Classic
Testfamilie: “Et godt og sjovt spil, hvor alle kan være med. Dejligt med en opgradering.”
En kategori i vækst
Bog & idé fortæller, at omsætningen på brætspil fortsat vokser. Kåringen viser samtidig, at både børn og voksne stadig finder stor glæde ved at samles om spillet, der hurtigt kan forvandle en stille aften til fællesskab og grin.
Læs også: