Kultur

Børn kan køre ellert-ræs på Museum Østjylland

Museum Østjylland i Randers inviterer til gratis sommeraktiviteter i Ellert-land med spil, LEGO, tegninger og læsehygge i en rigtig ellert

Søren Greve
Af Søren Greve 11. juni 2026

Der bliver både fart, fantasi og fordybelse på Museum Østjylland i Randers, når museet hen over sommerferien inviterer børn og familier indenfor i Ellert-land.

Fra fredag den 26. juni til søndag den 16. august 2026 kan børn gå på opdagelse i en række gratis ferieaktiviteter, der alle tager udgangspunkt i den lille danske elbil ellerten. Aktiviteterne foregår på egen hånd og kan besøges i museets åbningstid klokken 10-16. Museet holder lukket om mandagen.

Museum Østjylland ligger i Kulturhuset på Stemannsgade 2 i Randers C.

Nyt ellert-spil til sommerferien

En af sommerens nyheder er et helt nyt Ellert-ræse-spil, som museets medarbejdere har udviklet til børnene.

På en flere meter lang spilleplade kan børn køre rundt med 3D-printede ellerter. Med store terninger sendes bilerne afsted på banen, hvor alt kan ske undervejs. Lander man på et felt med ekstra opladning, kan ellerten komme hurtigere frem. Rammer man til gengæld modvind, må man vente en omgang.

Vinderen er den ellert, der først når over målstregen.

”Det slog os pludselig, at vi ikke kunne have en ellert-udstilling uden at have et ellert-spil til børnene! Derfor har vi til sommerferien udviklet ellert-spillet. Det minder lidt om det velkendte Matador-spil, bare i en mere enkel udgave, så sommerferie-børn i alle aldre kan være med. Vi håber da, at vi med ellert-spillet har udviklet en ny brætspils-klassiker,” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen med et glimt i øjet.

Læsehule i en rigtig ellert

Efter et hurtigt spil kan børnene finde ro i museets læse-ellert. Her er der indrettet en lille læsehule inde i en rigtig ellert, hvor børn kan sidde blødt og læse bøger om biler, trafik og færdselsregler.

Skal det være ekstra hyggeligt, kan børnene hente et stykke slik hos museumsværterne, inden de sætter sig til rette.

I Ellert-land er der også mulighed for at bygge ellerter og andre køretøjer af LEGO i en hel sandkasse. Derudover kan børn tegne og farvelægge ellerter ved tegnebordet.

Flere oplevelser for børn

Sommeraktiviteterne står fremme i hele skolernes sommerferie, men Museum Østjylland har også andre tilbud til børn.

I oldtidsudstillingen kan børn gå på jagt efter Lillefolket, der gemmer sig i udstillingens revner og sprækker. Her kan familier også prøve museets nye scanner ved de romerske mønter.

”Jeg vil også gerne slå på tromme for museets nyeste aktivitet i oldtidsudstillingen, nemlig scanneren ved de romerske mønter. Her kan man scanne mønthistorier, præcis som man scanner dagligvarer i supermarkedet. Det er sjovt, og så lærer I samtidig om romerne og deres vildt spændende og dramatiske historie,” fortæller museumsinspektøren.

Leg i Kulturhusets kælder

Børn kan også tage turen ned i Kulturhusets kælder, hvor der er indrettet en lille miniby med små huse. Her kan der leges pølsevogn, slikbutik og laves små kunstværker.

På hver etage i Kulturhuset kan børn og voksne desuden låne små kufferter med legemad og farveblyanter, som kan tages med ned i minibyen.

Alle aktiviteterne er gratis.