Jeg er meget glad for den modtagelse, som jeg har fået af Østbroens byrådsmedlemmer og af deres mange engagerede medlemmer! Jeg glæder mig til at være et sted, hvor der er et kammeratligt arbejdsmiljø og en fælles kampånd, hvor man kæmper for en fælles sag!
Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg fremover skal repræsentere Østbroen. Lad mig blot nævne et par stykker: Klimabroen, hvordan Flodbyen skal se ud, hvor lystbådehavnen skal ligge, Ringboulevardens forlængelse… Og jeg har sådan set været enig med meget af Østbroens politik i lang tid, ja faktisk går det helt tilbage til sidste kommunalvalg, hvor jeg gik til valg på afgørende lokalpolitiske temaer, der var de samme som Østbroens.
For at starte med det vigtigste emne, og det kommer formentlig ikke som den store overraskelse for de personer, der har fulgt mig i sidste valgkamp, på de sociale medier og i diverse trykte medier, så er jeg ikke tilhænger af Klimabroen! Jeg gik til valg i KV21 for De Konservative på netop en modstand mod etableringen af Klimabroen, og jeg så en Østbro som den bedste mulighed for at løse infrastrukturproblemerne i Randers, fordi jeg mente, at den ledte bilerne udenom byen, i stedet for at flytte problemerne til Udbyhøjvej i Dronningborg.
Klimabroen blev et varmt konservativt emne i sidste valgkamp! Kandidaterne og bestyrelsen for vælgerforeningen var splittet i spørgsmålet. Interessant var det, at et mindre flertal faktisk var imod Klimabroen.
For at gøre en lang historie kortere, for den er genfortalt mange gange, så sluttede sidste valgkamp med, at der blev lavet en konstituering på valgnatten inden alle stemmerne var talt op, og altså inden valgresultatet var kendt, og uden at de konservative kandidater til byrådet vidste, at det skete!
Det viste sig, da stemmerne var talt op, at de fire konservative kandidater, der blev valgt til byrådet, var delt 50-50 i spørgsmålet om Klimabroen. På den ene side Klimabroens tilhængere Daniel Madié og Bo Vestergaard, og på den anden side Christina Kjærsgaard og Bo Ratz.
Sidstnævnte nyvalgte byrådsmedlemmer blev efterfølgende tvunget til at underskrive den konstitueringsaftale, som spidskandidaten for Konservative havde forhandlet hjem på valgnatten, hvori der stod, at vi ikke i den kommende byrådsperiode måtte stemme imod opførelsen af Klimabroen! Noget af en melding at blive præsenteret for, når man nu i måneder havde sagt det modsatte til sine vælgere?
Christina Kjærsgaard tog som bekendt konsekvensen af ovenstående forløb, og meldte sig ud af Konservative og ind i Østbroen allerede i januar 22, før det første møde i byrådet havde fundet sted. Jeg selv blev for at se tiden an.
Jeg har således været bundet af den konstitueringsaftale i hele byrådsperioden indtil nu. Det ønsker jeg ikke længere at være! I dag kan jeg se, at diskussionen om Klimabroen på ingen måde er blevet mindre aktuel, og at den fortsat er yderst relevant, i det flere og flere borgere får øjnene op for, hvad etableringen af Klimabroen kommer til at betyde for byen og dens borgere!
På den baggrund er det tydeligt for mig, at Klimabroen igen bliver et varmt emne i den kommende valgkamp, og denne gang ønsker jeg at kæmpe sagen 100 procent og i enighed… sammen med Østbroens medlemmer. For den kamp er ikke tabt!
Jeg ved ikke, hvor det efterlader Konservatives valgkamp? Men formentlig bliver den lige så kaotisk som sidst, hvor man ikke kunne finde ud af at finde en fælles holdning! Men det overlader jeg til de tilbageværende konservative at klare. Nu er mit fulde fokus på at kæmpe kampen på samme hold som Østbroens byrådsmedlemmer!
I det nyligt vedtagne budget, blev borgerne i Randers præsenteret for et meget sort budget, hvor skatten blev sat op, og hvor der skulle spares på rigtig mange af velfærdens vigtigste områder… I virkeligheden havde borgerne i Randers ikke behøvet at skulle acceptere de mange besparelser! For hvis man i stedet havde valgt Østbroens budgetforslag, hvor etableringen af Klimabroen og P-huset på Brotoften og
udskydelse af opsparingen til Ringboulevardens forlængelse, var dele af løsningen på de økonomiske kvaler kommunen er i, så havde man haft en økonomi, hvor man ikke havde været nødt til at gennemføre så drastiske besparelser!
Sagt med andre ord… så ville Randers Kommunes økonomi være solid, hvis man aflyste Klimabroen og i stedet satsede på den borgernære velfærd!
Mit valgslogan ved sidste valg var: Din stemme i Byrådet! Og det er ikke bare en politisk floskel – det er faktisk noget jeg mener!
Jeg har fra starten af min byrådskarriere haft den holdning, at jeg er kommet i byrådet for at repræsentere borgerne i Randers, og det har været mit mål at gennemføre gode forslag til gavn for borgerne i Randers!
Og det er det arbejde, som jeg glæder mig til at fortsætte i Østbroen, som netop er en lokalliste med det klare formål, at beslutte og gennemføre gode forslag til gavn for borgerne i Randers!
Nu er det december, og så er der et år til næste kommunalvalg!
Det år skal bruges på at få Østbroens meninger og holdninger ud til hele Randers, og det er jeg sikker på at Østbroens medlemmer og tilhængere og nu fem byrådsmedlemmer er 100 procent klar til at levere! Jeg glæder mig i den grad til at være med på det hold, der sikrer at Østbroen opnår et godt valg, hvor vi går markant frem!
Med et stærkt mandat til Østbroen ved næste valg, kan du være med til at sikre, at Randers bevæger sig i den rigtige retning, hvor velfærd går forud for P-huse, badesø og forfejlede broer, og hvor du kan være sikker på, at der bliver arbejdet med hjertet for at opnå de bedste resultater for borgerne i Randers!
Med venlig hilsen
Bo Ratz
Nyt Byrådsmedlem i Østbroen